.
Øster Hurup Multihus og Idrætshal inviterer lørdag d. 23. januar til 100 års fødselsdag. Den kvikke læser vil sikkert mene, at det vist ikke kan passe og indrømmet, at der skal lidt sammentælling til for at nå derop.
Det er nemlig blevet ca. 10 år siden at Multihuset stod færdigt og blev taget i brug. Det falder sammen med at Idrætshallen kan fejre 30 års fødselsdag. For at få pengene til at passe tager vi lige formandens runde fødselsdag til hjælp
Multihuset ønsker at markere dette sammenfald med en fælles og uformel reception, hvor vi byder vore lokale borgere, sponsorer, samarbejdspartnere, brugere, frivillige hjælpere og alle andre interesserede indenfor til en hyggelig eftermiddag. Vi byder på lidt godt til ganen og et glas øl/vin efter ønske.
Derudover vil vi gerne opfordre alle til helt uforpligtende at kigge indenfor og se hvad vores fine faciliteter kan byde på og eventuelt samtidigt få en snak med os om hvilke ønsker og forslag i måtte have til mulige fremtidige aktiviteter og tilbud i huset.
Multihuset ønsker også på dagen at påskønne og takke vores mangeårige formand Jørgen Kaare Jensen for den kæmpestore, loyale, ihærdige og utrættelige indsats han har ydet for institutionen og byen i øvrigt. Vi skylder ham alle en stor tak! Jørgen har været med næsten fra starten i den nye hal og været foregangsmand på mange tiltag siden da.
Vi glæder os til at se dig.