Kultur
127 år med folkeoplysning -Højskoleforeningen for Hobro og Omegn går styrket ind i fremtiden
For 127 år siden blev Højskoleforeningen for Hobro og Omegn stiftet. For blot et år siden var der usikkerhed om, hvorvidt traditionen kunne fortsætte, men med stærk lokal opbakning er den tvivl nu gjort til skamme.
Mange spørger, hvad en højskoleforening egentlig er. Højskoleforeningen for Hobro og Omegn bygger på Grundtvigs tanker om folkeoplysning. Foreningens formål er at skabe et mødested for alle i Hobro og omegn, der ønsker at deltage i et oplysende fællesskab. Her tilbydes arrangementer, som inspirerer, udfordrer og giver ny viden.
Arrangementerne finder sted i Kirkecentret på Søndergade 3, hvor fællessang fra højskolesangbogen og kaffe hører med som en naturlig del af oplevelsen.
Stærk opbakning giver nyt håb
Efter et forår med velbesøgte arrangementer kan foreningen glæde sig over, at interessen for højskoleånden lever i bedste velgående. Det lover godt for den kommende sæson, hvor bestyrelsen har sammensat et alsidigt program af foredrag, der både sætter tanker i gang og styrker fællesskabet.
Læs også:
Program for 2025/26
Sæsonen indledes med en koncert i Hobro Kirke den 7. oktober 2025: Cohen i Kirken. Publikum får mulighed for at opleve en kirkekoncert med sange af Leonard Cohen og et besøg i digterens univers fremført af Karsten Holm og Cohen Trioen. Arrangementet er blevet til i samarbejde med Hobro Kirke og Sparekassen Danmark Fonden Hobro.
Den 4. november 2025 gæster Faketa Leto foreningen med foredraget Fra flygtning til forbillede. Hun fortæller om sin flugt fra Pocitelj til Veddum i 1990’erne og sit liv i Danmark, hvor hun i dag fungerer som rollemodel for andre kvinder. Hendes budskab er klart: “Hvis jeg kunne, så kan I også!”
Den 3. marts 2026 deler Finn Seidelin sit perspektiv i foredraget En verden i forandring. Her sætter han fokus på de store geopolitiske ændringer i verden og den nye rolle, stormagterne spiller i dag.
Den 7. april 2026 fortæller Rasmus Mannerup Jørgensen om sine to år ved slædepatruljen Sirius. Under overskriften Siriuspatruljen – rolle og opgaver giver han en førstehåndsberetning om patruljens arbejde i Grønland, hvor USA, Rusland og Kina har stigende strategiske interesser.
Fremtidsplaner og tak til bestyrelsen
Foreløbig planlægges der fire arrangementer om året, men den store opbakning giver foreningen mod på at tænke større. Målet er at tilbyde arrangementer, der både kan få publikum til at tænke, grine og reflektere sammen over kaffen bagefter.
Formand Erling Mortensen understreger, at foreningen står stærkt:
“En stor tak skal lyde til de afgående bestyrelsesmedlemmer, som har været en uvurderlig støtte og gode sparringspartnere for den nye bestyrelse. Uden deres indsigt og erfaring havde vi næppe stået så stærkt i dag. Vi ser frem til en ny sæson og glæder os over, at højskolefællesskabet i Hobro fortsat har livskraft og relevans.”
Information om arrangementerne
Sæsonens program kan læses i Medlemsblad for Højskoleforeningen for Hobro og Omegn. Derudover bliver arrangementerne offentliggjort i en lang række af medier og i Facebookgruppen Højskoleforeningen Hobro
Læs også: