Sport
16-årigt stortalent skriver historisk kontrakt med Hobro IK
Hobro IK fortsætter med at satse på egne talenter og har netop underskrevet en treårig kontrakt med den kun 16-årige Vedad Halilović fra klubbens U17-hold. Den unge offensive midtbanespiller bliver dermed den første U17-spiller i Hobro IK’s historie til at skrive under på en kontrakt, hvilket markerer endnu et skridt i klubbens strategi om at udvikle og fastholde lokale talenter.
Klar udviklingsplan for det unge talent
Vedad Halilović, der kom til Hobro IK fra AaB som U15-spiller, har i løbet af de seneste år markeret sig som en af klubbens mest lovende unge spillere. Sportschef Lars Justesen glæder sig over, at klubben endnu en gang formår at fastholde et talent fra egne rækker:
– Jeg er stolt over, at vi som klub er nået til et sted, hvor vi kan tilbyde endnu en af vores egne talenter en kontrakt, og på denne måde sikre, at vi fastholder talenterne i Hobro IK. Vedad er en spiller med et kæmpe potentiale – et potentiale, som han allerede viser gode prøver på. Han er rigtig dygtig til at sætte sine medspillere i scene, samtidig med at han selv får slutprodukt på sine aktioner. Det har vi set adskillige gange på både U17- og U19-holdet, hvor han med mange assists og mål har været kampafgørende. Vi har i samarbejde med Vedad og hans bagland lavet en god udviklingsplan, der skal sikre, at han fortsat udvikler sig og lægger på sit spil, udtaler Lars Justesen.
Træner med førsteholdet allerede nu
Selvom Vedad Halilović fortsat har sit primære fokus på U17-holdet, træner han allerede med klubbens NordicBet Liga-hold for at vænne sig til tempoet og kravene i seniorfodbold. Til sommer tager han næste skridt op på U19-holdet. I denne sæson har han imponeret med 9 mål og 8 assists for U17-holdet, samt 1 mål for U19-holdet, hvilket placerer ham som nummer tre i U17-rækken målt på mål og assists.
Vedad Halilović: “Jeg er superstolt og glad”
For Vedad Halilović selv er kontrakten en stor milepæl i karrieren:
– Jeg er superstolt og glad over at have skrevet kontrakt med Hobro IK. Jeg har kunnet mærke fra dag ét, at Hobro IK er en god klub at udvikle sig i som ung spiller, hvor der er plads til, at jeg kan udfolde mig. Der er et godt miljø og en masse dygtige trænere på tværs af ungdomsafdelingen. Samtidig er der lagt en rigtig god plan for mig, hvor jeg skal træne mere med førsteholdet for at udvikle mit spil, øge mit tempo og vænne mig til seniorfodbold, fortæller Vedad Halilović.
Talentudvikling i Mariagerfjord Kommune
Hobro IK’s satsning på unge lokale spillere er en vigtig del af klubbens identitet og har stor betydning for både klubben og Mariagerfjord Kommune. Med kontrakten til Vedad Halilović sender klubben endnu et stærkt signal om, at der er plads til talentudvikling og ambitioner i det nordjyske.