Sport
18-årige Valdemar Schmølker har underskrevet sin første seniorkontrakt med Hobro IK
Hobro IK har netop offentliggjort, at den 18-årige angriber Valdemar Schmølker har skrevet under på en etårig kontrakt med klubbens NordicBet Liga-hold. Aftalen binder det lokale talent til klubben frem til sommeren 2026. Med aftalen fastholder klubben endnu et lokalt talent i førsteholdstruppen.
Schmølker, der for nyligt scorede sit første mål for klubbens førstehold, har en lang historie med Hobro IK. Han kom til klubben som U12-spiller fra sin barndomsklub Skørping IF, og har sidenhen været forbi både FC Midtjyllands og AaB’s akademier, før han som U17-spiller vendte tilbage til Mariagerfjord-klubben.
Sportschef roser talentets udvikling
Lars Justesen, sportschef i Hobro IK, lægger ikke skjul på sin begejstring over at have fået papir på endnu en spiller fra klubbens egne rækker.
– Valdemar har i sin tid i Hobro IK altid vist et højt niveau og givet prøver på sit store potentiale. Allerede fra U12 til U15 viste han et højt niveau, hvilket førte til et skifte til FC Midtjyllands akademi. Derfor var vi også glade, da Valdemar valgte at vende hjem til Hobro IK som U17-spiller, hvor han siden tilbagekomsten har udviklet sig og lagt på sit spil.
Valdemar er, trods sin unge alder, en stor og stærk angriber, som samtidig har både god fart og en stærk afslutningsfod. Det glæder mig, at vi er lykkedes med at skrive kontrakt med endnu en af vores egne talenter.
Læs også:
Tryghed og udvikling i fokus for Schmølker
For Valdemar Schmølker selv er underskrivelsen af kontrakten et stort skridt – og noget, han har set frem til. Han fremhæver især klubbens trygge miljø som afgørende for sin udvikling.
– Det er i Hobro IK, jeg føler mig hjemme, og jeg er vildt glad for nu at have skrevet kontrakt med klubben. Efter at have prøvet mig af i et par andre danske klubber, er der ingen tvivl om, at Hobro IK er det rette sted for mig at udvikle mig. Det er her, jeg føler mig tryg, og der er noget familieagtigt over at være i klubben – en ro og et stærkt sammenhold. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at lægge på mit spil og fortsætte min udvikling, så jeg kan bidrage og give tilbage til en klub, der allerede har givet mig rigtig meget.
Lokalt talent styrker klubbens profil
Valdemar Schmølkers kontraktunderskrivelse markerer endnu et skridt i Hobro IK’s strategi om at udvikle og fastholde egne talenter. Klubben har gennem flere år investeret i ungdomsarbejdet, og Schmølkers rejse fra lokal ungdomsfodbold i Skørping til førsteholdsfodbold i Hobro er et tydeligt bevis på, at strategien bærer frugt.
Læs også: