Hobro og omegn

23-årige Peter Højberg fra Hobro er nomineret til prestigefuld talentpris

Redaktion
Af Redaktion 3. september 2019

.
AF Klaus Hansen

Oluf Brønnums Fonds Talentpris er en pris der uddeles til en nyudlært kok med et håndværksmæssigt talent ud over det sædvanlige hvor vinderen ud over æren modtager et rejsegavekort på 50.000 kroner

Saucer er ifølge Peter Højberg noget af det mest spændende og da han gik på TECHCOLLEGE i Aalborg, udfordrede han gang på gang supermarkedernes saucer på karton med hjemmelavede alternativer. Han arbejder i dag som kok på Svinkløv Badehotel, og foruden kød og fisk er det stadig saucer, han beskæftiger sig mest med i sit daglige arbejde.

“Mange køber færdiglavede saucer fra en papkarton, og det er en skam, for en god hjemmelavet sauce kan så meget mere. Der er ikke noget som en sauce, der er lavet helt fra bunden,” slår Peter Højberg fast.

Efter gymnasiet var tanken om en lang videregående uddannelse ikke særlig tillokkende, og Peter Højberg besluttede i stedet at give kokkeuddannelsen et forsøg en beslutning, der viste sig at være helt rigtig.

At han har talent, beviste han bla da han fik en 2. plads ved DM for kokkeelever i foråret 2019. Men også på sin læreplads Rold Storkro imponerede han med sin evne til gang på gang at levere på højt niveau.

“Hvis man skal sætte nogle få ord på Peter, må det være flittig, kreativ, hjælpsom og ikke mindst dygtig, og det var en stolt direktør, der så ham modtage en guldmedalje til svendeprøven. Det har været fantastisk at se Peters udvikling, og han har været et stort aktiv for vores forretning, både pga sine evner som kok, men også pga sine menneskelige egenskaber. Hans store hjælpsomhed og evne til at lære fra sig og formidle sin store viden videre til nye elever,” lyder det fra Lars Kæp Jensen.

Det er således ikke uden grund at Peter Højberg er ét af de i alt fem talenter fra erhvervsskolerne i Aarhus, Silkeborg, Odense, Aalborg og Holstebro, der er nominerede til Oluf Brønnums Fonds Talentpris VEST.

Oluf Brønnums Fond ønsker ifølge Anders Brønnum-Schou, der er bestyrelsesmedlem i Oluf Brønnums Fond og administrerende direktør/CEO hos Oluf Brønnum & Co. A/S med denne talentpris at sætte fokus på de håndværksmæssige uddannelser – og i særdeleshed kokkefaget.

“Fonden håber på at øge opmærksomheden omkring kokkefaget og få flere til at søge denne vej ift. uddannelse. Der er stor mangel på dygtige kokke, hvilket giver store udfordringer for vores kunder ift. at udvikle madoplevelsen, og i sidste ende kan det have betydning for oplevelsen for os som private personer, som besøger en restaurant, et hotel, en kantine osv. Vi er i Danmark et gastronomisk magtcenter men for at fastholde dette, kræver det, vi bliver ved med at udvikle dygtige fagfolk, hvilket vi gerne vil give vores beskedne bidrag til,” siger Anders Brønnum-Schou.

Han håber desuden at talentprisen kan bidrage til et lille konkurrence element mellem de mest flittige og ambitiøse elever, som kan øge niveauet yderligere. Samt medvirke til at skabe et netværk på tværs af skoler blandt de nominerede elever, som de vil kunne bruge gennem hele deres karriere, som forhåbentlig bliver inden for branchen.

“Og sidst men ikke mindst så er det også dejligt at kunne give et ikke ubetydeligt beløb på 50.000 til en knald dygtig ung engageret nyuddannet kok, som kan bruge pengene til at udvikle sig yderligere inden for faget”, lyder det fra Anders Brønnum-Schou, der forud for den endelige udvælgelse taler med de fem kandidater for at høre om deres ambitioner, drømme og vej ind i kokkefaget – og han ser igen i år frem til de samtaler.

“Det er altid en stor fornøjelse at møde personer, som inden for deres fag er dybt passioneret, hvilket i den grad har været tilfældet med alle de nominerede, jeg har mødt. Og så samtidig inden for et fag som selvfølgelig betyder meget for mig samt fondens og virksomhedens historie”, siger Anders Brønnum-Schou.

Han er hver gang blevet beriget med en spændende historie og har mærket en kærlighed og passion for faget, som har imponeret.

“Der har indtil videre ikke været nogen tvivl om, hvorfor de pågældende kandidater har været nomineret. Deres engagement og drive brænder tydeligt igennem. Og derfor har det også været MEGET svært at finde vinderen”, siger Anders Brønnum-Schou.

Hobro og omegn

Se flere artikler