25 år i Jutlander Bank

28. september 2014
25 år i Jutlander Bank

.
Regnskabsmedarbejder Lejf Bork, Brøndum, kan onsdag den 1. oktober fejre sit 25 års jubilæum i Jutlander Bank.
Lejf Bork kom 1. oktober 1989 tilbage og blev fastansat i Sparekassen Hobro, hvor han nogle år tidligere havde fået sin uddannelse. Han blev ansat som filialafløser, hvilket betød, at han roterede som kasserer mellem sparekassens mindre filialer som Doense, Rørbæk, Lindum, Vorning og Ravnkilde.
Efter et par år i filialerne kom Lejf Bork til Regnskabsafdelingen, og senere overtog han sparekassens Foreningsservice, som servicerede en lang række lokale, frivillige foreningers bogføring.
Efterfølgende flyttede Lejf Bork tilbage til Regnskabsafdelingen, og efter at Sparekassen Hobro ved årsskiftet i år fusionerede med Sparekassen Himmerland til Jutlander Bank, er Lejf Bork flyttet til bankens Økonomiafdeling i Aars, hvor han primært beskæftiger sig med ejendomsadministration og øvrige regnskabsopgaver.
Jubilarens fritid bruges blandt andet på havearbejde og motionscykling. En sprængt akillessene satte for nogle år siden en stopper for hans optræden på håndboldbanen.