Navne
25 år i Sparekassen Danmark: Betina Skov Mikkelsen fejrer jubilæum
Privatkunderådgiveren har været en del af sparekassen siden 2001 og ser tilbage på et arbejdsliv præget af lokale værdier, stærke relationer og faglig udvikling.
Privatkunderådgiver Betina Skov Mikkelsen kan i år fejre 25-års jubilæum i Sparekassen Danmark.
Hun begyndte som elev i den daværende Sparekassen Hobro i 2001 på Adelgade 44. Allerede året efter flyttede hun til afdelingen på Store Torv i Hobro, hvor hun fortsat har sin daglige arbejdsplads.
Efter elevuddannelsen, som blev afsluttet i 2003, videreuddannede hun sig med en toårig akademiuddannelse. Gennem årene har hun haft flere forskellige ansvarsområder, og i dag har hun blandt andet ansvaret for afdelingens arbejde med forsikringer inden for liv og helbred. Samtidig fungerer hun som trivselsambassadør.
Stolt af de lokale værdier
For Betina Skov Mikkelsen har det lokale engagement været en vigtig del af arbejdslivet gennem alle årene.
“Jeg er stolt af at arbejde i sparekassen, da vi lægger stor vægt på at give noget tilbage til det lokale, og jeg er glad for, at vi har Sparekassen Danmark Fondene, som støtter gode lokale initiativer og foreninger. Det betyder meget for mig at være tæt på kunderne, og at en af vores værdier er ‘sund fornuft’ giver rigtig god mening for mig.”
Hun peger samtidig på det gode arbejdsmiljø som en væsentlig årsag til, at hun har været i samme virksomhed i et kvart århundrede.
“Når jeg har været så mange år det samme sted, er det, fordi jeg er stolt af at arbejde her og glad for at gå på arbejde hver dag. Mine kollegaer er nærmest blevet min familie. Vi har det rigtigt godt socialt på arbejdspladsen, og det er noget, der betyder meget for mig.”
Jubilæet bliver markeret med et arrangement for kollegerne hjemme hos Betina.
Læs også:
Familieliv i Hørby Kirkeby
Den 46-årige privatkunderådgiver bor sammen med sin mand, Jesper Skov Mikkelsen, og parrets to sønner på en firlænget gård i Hørby Kirkeby, hvor familien har boet de seneste fem år.
Fritiden bruges blandt andet på familiens fælles interesse for gamle biler, som især er mandens store hobby. Derudover dyrker Betina holdtræning i RM Fitness og prioriterer tid sammen med familie og venner.
Sparekassen Danmark ønsker Betina Skov Mikkelsen tillykke med jubilæet og ser frem til et fortsat godt samarbejde.
Læs også: