.
Pressemeddelelse:
Den 1. september 2013 fejrer adm. direktør Tage Andersen 25 års jubilæum på erhvervsskolen Tradium. Reception fredag den 30. august 2013 kl. 13.00 16.00 på Tradium, Vester Allé 26, 8900 Randers.
Den 1. september 2013 er det 25 år siden Tage Andersen tiltrådte stillingen som direktør for Handelsskolen i Randers, nu Tradium, som dengang havde 100 medarbejdere og 1.000 elever.
Direktørstillingen på Handelsskolen i Randers viste sig at være både udfordrende og udviklende, ligesom skolen havde et stort potentiale og et godt samspil med et blomstrende erhvervsliv.
Videregående uddannelser
En stor erhvervsskolereform satte yderligere fart på udviklingen og videregående uddannelse var i støbeskeen. I 1989 stod Tage Andersen i spidsen for etableringen af Det Danske Turistakademi som den første videregående uddannelse ved handelsskolen, og herefter gik det stærkt. Uddannelsessortimentet voksede, og uddannelserne flyttede fra et lejemål til en helt ny bygning i Paderup i 1998.
I 2006 dannedes Handelsskolen Minerva gennem en fusion af Handelsskolen i Randers og Handelsgymnasiet Mariagerfjord. I 2010 fusionerede Randers Tekniske Skole og Handelsskolen Minerva til Tradium, som i dag beskæftiger 500 medarbejdere og underviser 3.200 årselever på syv adresser i Randers, Hobro og Pederstrup. Tradium udbyder en lang række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, hg, htx, eux, eud, samt AMU.
Ved begge fusioner blev Tage Andersen udpeget som fortsættende direktør, og kombinationsskolen Tradium er fortsat i en positiv udvikling, ligesom skolen har en sund økonomi.
Ifølge Tage Andersen giver det brede uddannelsessortiment og Tradiums størrelse gode muligheder og motivation for at løse både landspolitiske, regionale som lokale uddannelsespolitiske mål. Senest har Tage Andersen repræsenteret skolesamarbejdet i Randers-borgmesterens krisegruppe, der bl.a. skal skaffe uddannelsestilbud til ledige.
Internationalisering
Siden de første eksportordrer til Baltikum i 1989 har der været fokus på internationalisering af alle Tradiums uddannelser. I starten af 1990erne gennemførte handelsskolen markante projekter i Estland, Letland og Litauen sammen med Niels Brock og Undervisningsministeriet. Udenrigsminister Uffe Elleman Jensen markerede ønsket om større frihed til de baltiske stater, og der blev afsat betydelige midler til at fremme dette.
Den første ordre til Estland var på 32 mio. kr. der skulle støtte etableringen af et handelsskolesystem, som havde været savnet i 50 år. Senere fulgte Letland, Litauen og større projekter i Rusland og udviklingsarbejdet strakte sig over mere end 10 år. Herunder blev det besluttet, at alle uddannelser ved skolen skulle have et internationalt islæt, og det er fortsat en del af Tradiums strategi for fremtiden.
I 2012 modtog Tradium FUHUs internationaliseringspris på grund af skolens brede tilgang til internationalisering og samarbejdet med mere end 50 udenlandske uddannelsesinstitutioner.
Netværk og pædagogisk udvikling
Tradium er kendt for at have stærke samarbejdsrelationer og partnerskaber med erhvervslivet. Tage Andersen deltager som skoleleder i et landsdækkende ledernetværk, der løbende gennemfører pædagogiske udviklingsprojekter og samarbejder med de nordjyske skoleledere om erfaringsudveksling og dækning af efteruddannelsesbehov i regionen.
Endvidere er Tradium en del af skolenetværket Østjyske Erhvervsskoler (12 institutioner), hvor Tage Andersen er formand, ligesom han er formand for det lokale skolesamarbejde i Randers Kommune.
Udover skoleudvikling beskæftiger Tage Andersen sig med bestyrelsesarbejde i erhvervsvirksomheder og uddannelsesinstitutioner.
Tage Andersen har oplevet, at de 25 er fløjet af sted på en skole, der konstant har udviklet sig og forandret sig i takt med reformer og erhvervslivets behov.
Fritid og familie
I fritiden er det jagten på Djurslands kronvildt og naturoplevelser, der prioriteres. En runde golf bliver det også til i ny og næ, ligesom Tage Andersen sætter pris på kulturelle oplevelser, bl.a. på Værket og Egnsteatret.
Tage Andersen er gift med Ann Taul Andersen, der er UUR-leder, og han er bonusfar til Asger, 13, og Erik, 17.
Reception
Tage Andersens 25 års jubilæum markeres ved en reception på Tradium, Vester Allé 26, 8900 Randers C, fredag den 30. august 2013 kl. 13.00 16.00.
Yderligere oplysninger
Søren Sørensen, formand for Tradiums bestyrelse
Telefon 40 29 60 01
post@greso.dk
Faktaboks Blå Bog om Tage Andersen
Født 1949
Årets Randers borger 1998 og medlem af Randersborger-Lauget.
Ridder af Dannebrog 2001
Uddannelse
Tage Andersen er detailhandelsuddannet og uddannet handelsskolelærer. Desuden er han HD i organisation og ledelse samt MBA fra South Bank University London. Videreuddanner sig fortsat inden for pædagogik og bestyrelsesområdet.
Karriere
1983 1988 Forstander for Handelskostskolen i Odder
1988 2006 Direktør for Handelsskolen i Randers
2006 2010 Direktør for Handelsskolen Minerva
2010 Adm. direktør for Tradium
Civilstand
Tage Andersen er gift med Ann Taul Andersen, der er UUR-leder, og han er bonusfar til Asger, 13, og Erik, 17.
Fritidsinteresser
I fritiden er det jagten på Djurslands kronvildt og naturoplevelser, der prioriteres. En runde golf bliver det også til i ny og næ, ligesom Tage Andersen sætter pris på kulturelle oplevelser, bl.a. på Værket og Egnsteatret.
Om Tradium
Erhvervsskolen Tradium er et uddannelsesmæssigt kraftcenter, som udbyder en lang række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, hg, htx, eux, eud, samt AMU. Skolen beskæftiger 500 medarbejdere og underviser 3.200 årselever på syv adresser i Randers, Hobro og Pederstrup. Tradium har en vision om at være en internationalt orienteret og stærk partner for erhvervslivet samt en udviklende og attraktiv arbejdsplads med professionelle medarbejdere. Tradium har i 2012 modtaget FUHUs (Danish Society for Education and Business) internationaliseringspris. Læs mere på www.tradium.dk og følg os på Facebook.