Mariagerfjord og omegn
3,3 mio.kr. i støtte til cykelsti mellem Øster Hurup og Als
.Bevilling på 3,3 mio.kr. fra Cykelpuljen skaber nu mulighed for at etablere et sammenhængende cykelstinet fra Øster Hurup til Hadsund. Mariagerfjord Kommune får nu 3,3 mio. kr. fra den pulje, som en række partier på Christiansborg den 19. juni fordelte til kollektiv trafik og til cykelprojekter landet over. De 3,3 mio.kr. fra den såkaldte Cykelpulje, […]
.
Bevilling på 3,3 mio.kr. fra Cykelpuljen skaber nu mulighed for at etablere et sammenhængende cykelstinet fra Øster Hurup til Hadsund.
Mariagerfjord Kommune får nu 3,3 mio. kr. fra den pulje, som en række partier på Christiansborg den 19. juni fordelte til kollektiv trafik og til cykelprojekter landet over.
De 3,3 mio.kr. fra den såkaldte Cykelpulje, skal bruges til at etablere cykelsti fra Øster Hurup til Als. Da Mariagerfjord Kommune næsten er færdig med at anlægge ny cykelsti fra Als og til Hadsund, bliver det samlede resultat, at det fremover bliver muligt at cykle på sammenhængende cykelstier helt fra Øster Hurup til Hadsund, ligesom det også er muligt at bruge de omkringliggende cykelruter, der udgår fra denne strækning.
Projektet, som Mariagerfjord Kommune har fået penge til, skal fremme cykelturismen i området omkring Øster Hurup, så cyklen bliver det fortrukne transportmiddel for turisterne. Et af målene er også at skabe en sikker forbindelse for skoleelever i Øster Hurup, som skal transporteres til skolen i Als. Cykelstien skal derfor være til gavn for både områdets beboere og for de mange turister, der færdes i ferielandet Øster Hurup.
Det er en meget kærkommen håndsrækning vi nu har fået fra Cykelpuljen. Bevillingen gør det nemlig mere realistisk for Byrådet i Mariagerfjord Kommune at imødekomme et stort og længe ventet ønske fra såvel borgere som turister i dette område, siger Udvalgsformand Preben Christensen.
Pengene er søgt hjem til følgende:
· 2,6 km dobbeltrettet cykelsti
· 400 meter enkeltrettede cykelstier
· 5 krydsningsheller på strækningen.
· Broudvidelse af eksisterende bro.
· cykelrasteplads med borde/bænke, affaldsstativer og luftpumpe ved Haslevgårde Å
Herudover er nogle af pengene også øremærket til en række adfærdsregulerende tiltag, som cykelkampagner, markedsføring og lignende.
Bevillingen på de 3,3 mio.kr. fra Cykelpuljen udgør 40 % af et samlet projektbeløb på 8,28 mio. kr. Byrådet i Mariagerfjord Kommune skal derfor i nær fremtid tage stilling til den resterende bevilling på ca. 5 mio.kr.