Samfund
339 folkeskoler er lukket – nu skal 500 millioner bremse udviklingen
Regeringen vil afsætte en halv milliard kroner frem mod 2030 for at modvirke skolelukninger. Landdistrikternes Fællesråd kalder puljen en vigtig håndsrækning, men mener samtidig, at pengene ikke er nok.
Siden kommunalreformen i 2007 er 339 folkeskoler blevet nedlagt i Danmark. Især landkommunerne og de mindre skoler er blevet ramt.
Nu vil regeringen forsøge at bremse udviklingen med en ny pulje på i alt 500 millioner kroner frem mod 2030.
Pengene skal hjælpe økonomisk pressede kommuner med at undgå lukninger af velfungerende skoler. Landdistrikternes Fællesråd glæder sig over initiativet, men vurderer, at puljen sandsynligvis kommer for sent til at få betydning for de skolelukninger, der allerede indgår i kommunernes budgetforlig for 2027.
Kalder puljen en livsnødvendig håndsrækning
Landdistrikternes Fællesråd peger på, at presset på kommunernes økonomi kan ramme de lokale skoler hårdt.
»Ingen ønsker at lukke skoler, men mange steder, senest på Lolland, har vi set, at kommunerne bliver tvunget til det. De urimelige kommunaløkonomiske rammer tvinger især land-, ø- og yderkommuner til at skære i de lokale servicetilbud, herunder skolerne, og det rammer især landdistrikterne. Derfor er puljen en livsnødvendig håndsrækning til de pressede kommuner, og jeg vil gerne kvittere for, at regeringen tager skolelukningerne alvorligt,« siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Læs også:
Vil også have friskoler med
Landdistrikternes Fællesråd mener, at pengene ikke alene bør gå til folkeskolerne.
Mere end halvdelen af skolerne med under 100 elever i landdistrikterne er friskoler. Blandt skoler med færre end 150 elever er der cirka lige mange kommunale skoler og friskoler. Derfor ønsker organisationen, at begge skoleformer bliver omfattet af puljen.
»Derfor skal puljen understøtte både de små folkeskoler og de små friskoler. Desuden bør alle de små skoler få del i puljen, fordi man ikke på forhånd kan forudse, om en skole er eller bliver lukningstruet, og der er behov for at investere i de små skoler. Med det udgangspunkt er puljen på 125 mio. kr. om året over fire år, i alt 500 mio. kr., alt alt for lille,« siger Steffen Damsgaard.
Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd Foto: Mads Krabbe
43 procent af folkeskolerne lukket i landkommunerne
Udviklingen har været særlig markant i landkommunerne. I perioden fra 2007 til 2023 blev 43 procent af folkeskolerne her lukket.
Landdistrikternes Fællesråd mener, at konsekvenserne rækker langt ud over selve skolen.
»Når skolen lukker, går det hårdt ud over livet i lokalsamfundet. Det sætter gang i en negativ spiral, fordi børnefamilier fravælger landsbyer, hvor der ikke længere er en skole i byen eller nærområdet. Derfor er det vigtigt for den geografiske balance i Danmark, at vi bevarer skoler i hele landet.«
Efterlyser en langsigtet løsning
Den nye pulje kan ifølge Landdistrikternes Fællesråd sætte nogle skolelukninger på pause i de kommende år, men organisationen mener ikke, at den løser de grundlæggende økonomiske problemer.
»Puljen kan bidrage til at holde liv i mange lokalsamfund, men kun på den korte bane. Den løser ikke det grundlæggende problem, som er, at mange land-, ø- og yderkommuner ikke har økonomien til at sikre den basale velfærd tæt på borgerne,« siger Steffen Damsgaard.
Landdistrikternes Fællesråd efterlyser derfor også ændringer i tilskuds- og udligningssystemet samt en langsigtet plan for landkommunerne.
»Vi har brug for en ambitiøs helhedsplan, der sigter mod at vende udviklingen i landkommunerne. Det er ikke nok at redde skolerne her og nu. Der skal også være børnefamilier og et økonomisk grundlag, der kan bære dem i mange år frem,« siger Steffen Damsgaard.
Læs også: