.
Af Anders T. Christiansen, Hadsund roklub
Hadsund Roklubs kvinder forstod virkelig at spinde Guld, da der i weekenden blev afviklet indendørsmesterskaber i roning i Gladsaxe sportshal med guld til både Liane Vestergaard i ungdomsrækkerne og til Trine Toft Andersen blandt seniorerne. Stævnet havde i år fået tildelt rang af Europæisk mesterskab af det Europæiske Roforbund. Mesterskabet havde tiltrukket roere fra det meste af Europa, men dog således at de danske roere i antal langt overgik de tilrejsendes. I enkelte rækker var deltagelsen af udenlandske roere dog markant både kvantitativt og kvalitativt.
Liane Vestergaard leverede intet mindre end en pragtpræstation. I meget hård konkurrence med en roer fra Frankfurt, hvor Liane, bortset fra en kort periode i begyndelsen af løbet, hele tiden var få meter efter tyskeren, måtte bryde sine hidtidige grænser for i det sidste minut først at indlede et angreb, og siden bringe sig de få meter foran den tyske pige, der adskilte Guld og mesterskabstitel fra sølv. Til det tusindtallige publikums udelte begejstring kunne Liane Vestergaard efter at være kommet til sig selv igen lade sig hylde på podiet sammen med den tyske roer på andenpladsen og en polsk pige derefter.
I kvindernes letvægtsklasse under 23 år (U23) var Trine Toft Andersen en af forhåndsfavoritterne. Efter den første fjerdedel af de 2000 meter lå Trine nr. 2 i et felt på 3 roere, der havde skilt sig ud i forhold til de øvrige deltagere. Kun 8/10 sekund skilte de 3 roere. Trine havde på forhånd udtalt, at hun ville have stor fokus på at ro et harmonisk løb, hvor de fire gange 500 meter skulle roes i samme tid. Taktikken så allerede ved 1000 meter ud til at bære frugt, for hvor konkurrenterne faldt lidt tilbage fastholdt Trine sit niveau og bragte sig ganske lidt foran. Den sidste halvdel af løbet blev en hård kamp for at holde sig foran og have styrke til at afvise de mange angreb fra de to nære forfølgere. I mål var det kun 9/10 af et sekund, der adskilte de to roere i front. Guld og mesterskabstitel til Trine Toft Andersen. I samme løb satte Hadsunds Mette Noll Nielsen ny personlig rekord og placerede sig som nr. 5.
Blandt de yngste roere i årgang 02 roede Ida Flou Blomstrand en fornem bronzemedalje hjem i et meget tæt løb, hvor kun 9 meter skilte de 3 roere i front.
De yngste årgange hos drengene bød på to guldmedaljer til roere fra Hadsund Roklub. August Hermann Wisholm lagde for ved at vinde en suveræn sejr årgang 04 og umiddelbart efter kom endnu et mesterskab hjem til Hadsund ved Steven Otte, der i meget tæt konkurrence med en roer fra Bagsværd måtte kæmpe hårdt før sejren var i hus.
Mikkel Knudsen roede en fornem og sikker sølvmedalje hjem i årgang 99, uden dog på noget tidspunkt at have været i stand til at true den helt suveræne vinder fra Roskilde. Tiden blev så flot som 6.44.8 min, hvilket er en forbedring af personlig rekord på hele 6 sekunder.
Sølv blev det også til William Wisholm i klassen for de ældste juniorer efter endnu en forbedring af personlig rekord. Vinder blev en græsk roer fra Limasol. I samme løb blev Mathias Danmark nr.5.
Udover medaljetagerne var der fjerdepladser til Johan Hermann Wisholm, Zenia Hvid og Thomas Knudsen.