Nyheder
5 ekspertråd til forældre: Sådan undgår du søvnforstyrrelser hos børn ved skiftet til sommertid
Lige om lidt går vi fra vintertid til sommertid, og det skifte giver hvert år mange problemer hos de danske børnefamilier, hvor søvnrutinerne bliver sat på prøve. Søvnekspert kommer med 5 gode råd til, hvordan man undgår for mange problemer ved det famøse skifte til sommertid.
Natten til søndag den 31. marts går vi fra vintertid til sommertid. Mens havemøbler bliver stillet frem, bliver uret det samme. Men den ene time, som måske kan virke ubetydelig, giver hvert år mange danske familier store problemer med døgnrytmen hos de mindre børn.
Skiftet fra sommertid til vintertid er at sidestille med 1 times jetlag. Det kan lyde af meget lidt, men man skal se det i lyset af, at børn under 3 år, som allerede har etableret en fast dagsrytme for vågentid og søvn, reelt opererer med, at døgnet er delt op i 2-3-4 dele, svarende til antallet af lure med vågentid imellem. Hvis én del af dagen kun er på 3 timer, så er 1 times skub en stor påvirkning, forklarer Mia Bjørnfort, søvnkonsulent hos Moonboon.
Det er vigtigt at bemærke, at skiftet til sommertid ikke nødvendigvis påvirker alle børn på samme måde. Nogle børn tilpasser sig hurtigt og uden mærkbare forstyrrelser, mens andre, især dem der kan være mere følsomme overfor ændringer i deres rutiner, kan opleve større udfordringer.
“Nogle børn lader til at være ganske upåvirkede, enten fordi de virkelig ikke er påvirkede, eller fordi deres forældre får støttet godt op om skiftet, mens andre børn er enormt påvirkede. Ofte vil børn, der i forvejen er følsomme i forhold til deres søvn, have sværere ved skiftet og finde det svært pludselig at sove længere og vil vågne til normal tid og tilsvarende være træt for tidligt i forhold til den nye tid”, siger Mia Bjørnfort.
5 ekspertråd til at lette overgangen
Heldigvis findes der potentielle løsninger på denne sommertids-problematik, og Mia Bjørnfort har nogle råd til en række proaktive skridt, man kan tage som forældre for at lette overgangen i barnets søvn.
1. Justér døgnrytmen gradvist
For at gøre overgangen lettere kan du gradvist justere dit barns sengetid og vækningstidspunkt 1-2 uger før skiftet til sommertid. For eksempel, hvis dit barn normalt går i seng kl. 19, kan du begynde at putte kl. 18:45, derefter 18:30, og så videre, med 15 minutters intervaller hver 3.-4. dag. Det hjælper med at tilpasse barnets døgnrytme til den nye tid, før skiftet rent faktisk sker.
2. Tilpas rutinerne afhængigt af barnets alder
For de allermindste, under 6-7 måneder, som endnu ikke har en fast etableret døgnrytme, er overgangen mindre kritisk, da de naturligt vil følge med i forældrenes rytme. Så hvis du selv har styr på den indenfor få dage, vil dit barn naturligt følge med. Men for ældre børn, der allerede har en fastlagt rytme, bør vi nærme os perioden omkring tidsændringen med forståelse og fleksibilitet. Det handler ikke kun om at ændre på sengetiderne, men også om at anerkende, at børnene måske ikke føler sig trætte på de ‘normale’ tidspunkter.
3. Hav realistiske forventninger til overgangsperioden
Helt generelt er det vigtigt, at man har realistiske forventninger til overgangsperioden og ikke tror, at det hele kan klares på en dag eller to. For kroppen vil den naturlige tilpasning tage 1-3 uger, og derfor skal du være tålmodig og forstående, hvis dit barn ikke umiddelbart viser tegn på træthed på de rigtige tidspunkter ifølge uret.
4. Lyt til kroppens ur – særligt hvis dit barn i forvejen har svært ved at falde i søvn
For børn, der allerede kæmper med at falde i søvn, kan det være kontraproduktivt at forsøge at putte dem tidligere i et forsøg på at forberede dem på skiftet. I stedet kan det være mere effektivt at fokusere på barnets faktiske træthedstegn og tilpasse sengetiden derefter, selvom det kan betyde en midlertidig periode med mindre søvn.
5. Se overgangen som en mulighed for at nulstille rutiner og starte på en frisk
Forældre med børn, der har udfordringer med søvnen, kan bruge overgangen til sommertid som en chance for at genstarte og justere søvnrutiner. Det handler om at følge barnets naturlige træthedssignaler frem for uret, hvilket ofte afslører barnets reelle søvnbehov. Det kan være en øjenåbner og hjælpe med at skabe en mere naturlig og effektiv søvnrytme.
Mia Bjørnfort understreger dog, at mens disse tilpasninger kan gøre overgangen til sommertid nemmere, vælger nogle familier også at lade tiden gå og afvente, at rutinerne naturligt falder på plads, hvilket også er helt fint.
Når hele familien justerer sig efter den nye tid, falder tingene nemlig typisk på plads af sig selv, hvilket understreger vigtigheden af fleksibilitet og tilpasningsevne i forældreskabet.