Hobro og omegn
70 medlemmer af Foreningen Norden på sommerudflugt til Fyrkat og Mariager
Ringborgen og Vikingegården på Fyrkat ved Hobro samt Kirken og Klosteret i Mariager blev lørdag den 31. august besøgt af 70 medlemmer af Foreningen Norden i Nordjylland – fra afdelingerne Frederikshavn-Skagen-Sæby, Brønderslev, Aalborg, Aalestrup og Mariagerfjord.
Fyrkat var første mål på udflugten, og her så deltagerne Ringborgen og Vikingegården, som de fik en grundig orientering om.
Deltagerne blev også orienteret om – men så ikke – det nye museum på Fyrkat Møllegaard, som blev åbnet mandag under overværelse af hende majestæt Dronning Margrethe.
Gravpladsen ved Ringborgen blev også besøgt.
Her findes Vølvens grav under græstørvene. Vølvens grav ved Fyrkat var rigt udstyret. Vølven var begravet i en vognfading (et vognlad). Hun var klædt i en fornem blå og rød dragt, der var udsmykket med guldtråde. Med sig i graven havde vølven sin stav – en slags tryllestav samt en pung med indhold af den giftige bulmeurt. Blandt øvrige gaver i graven var et flot dåsespænde fra Gotland og nogle andefodsformede smykker i sølv. Dertil kom et lille drikkebæger samt et bæger i bronze.
Vølven var en omvandrende troldkvinde. Hun udførte sejd – en type magi, der har klare lighedstræk med shamanisme – med en kombination af stav, sang og højsæde som middel til at lade sjælen rejse. Vølven var i vikingetiden den næst vigtigste person efter kongen.
Ringborgen på Fyrkat blev opført af Harald Blåtand i 980 som led i forsvaret af Danmark. Fyrkat og de øvrige fire ringborge i Danmark blev i 2023 optaget på UNESCOS liste over verdensarv. De hvide sten markerer stolpehuller dels for veje gennem borgen og langs volden og dels for de 16 langhuse, der var opført indenfor volden. Formidlingsinspektør, cand. mag. Mette Lykkegård-Maes forklarer deltagere i sommerudflugten om Fyrkat.
Kirken og Klosteret i Mariager
Efter frokost på Fyrkat Møllegård fortsatte sommerudflugten til Mariager, hvor der var guidede rundvisninger i Kirken og i Klosteret.
Birgittinerordenen, der stiftede klostret, er den sidste af middelalderens klosterordener, der opretter klostre i Danmark. Det sker i Maribo i 1418 og i Mariager i 1446, hvor Mariager Kloster og Kirke blev grundlagt.
Mariager Kloster overtog mange ejendomme efter Glenstrup Kloster, der blev omtalt første gang i 1170 erne og nedlagt i 1428. Det var et benediktinerkloster. Der blev også bugt sten fra Glenstrup Kloster til opførelsen af Mariager Kloster.
Birgittinerordenens moderstiftelse er fortsat bevaret i byen Vadstena i Sverige. Den blev grundlagt af hellige Birgitta, født 1303 i Finsta, Sverige, og død 1373 i Rom.
Ved reformationen i 1536 ejede Mariager Kloster flere end 600 ejendomme.
Etableringen af Mariager Kloster foregik over en lang proces, men klosteret voksede til at have omkring 60 nonner og 25 munke / præster i 1467. Nonner og munke levede skarpt adskilt.
Levetiden for Mariager Kloster var dog relativt kort. Det blev lukket ved reformationen i 1536. Klostergodset blev overtaget af kongen, dog fik munke / præster og nonner lov til at blive boende i Mariager indtil deres død.
På nær det hus, der i dag rummer Mariager Kirkes sognegård, nedrives bygningerne i 1700-tallet, mens den stærkt forfaldne kirke delvis nedrives og ombygges til den skikkelse, den har i dag.
Sommerudflugten sluttede med kaffe og kage på Saltcafeen på havnen i Mariager.
Foreningen Norden Nordjyllandskredsens sommerudflugt var arrangeret af Foreningen Norden Mariagerfjord.
Denne gravsten for biskop Stygge Krumpen ligger ved alteret i Mariager Kirke.
Stygge Krumpen blev den sidste katolske biskob på Børglum Kloster 1519 – 1536. Han blev født på Skøttrup Hovedgaard – nu Trudsholm ved Havndal 1485. Han døde på Asmild Kloster 1551 og blev begravet i Mariager Kirke.
Langhuset på Fyrkat er bygget i egetræ, og det er 28,40 meter bredt, 7,40 meter bredt og 7,50 meter højt. Det er rekonstrueret efter de 16 langhuse, der lå inden for volden. Langhuset bruges bl.a. til Fyrkatspillene. Formidlingsinspektør, cand. mag. Mette Lykkegård-Maes – i midten – forklarer deltagere i sommerudflugten om langhusene på Fyrkat og på de øvrige ringborge.