716 løbere med ved dette års Hadsundløbet

6. september 2019

.Af Klaus Hansen Igen udgjorde Hadsund Skoles tilmeldte 350 elever omkring halvdelen af samtlige deltagere. Samlet set er der dog stadig et stykke vej op til rekorden tilbage i 2012, hvor hele 879 løbere deltog. Ud over den positive store deltagelse, kunne arrangørerne, som er et mangeårigt samarbejde mellem Sportigan Hadsund og Mariager Fjord OK,…

.
Af Klaus Hansen

Igen udgjorde Hadsund Skoles tilmeldte 350 elever omkring halvdelen af samtlige deltagere. Samlet set er der dog stadig et stykke vej op til rekorden tilbage i 2012, hvor hele 879 løbere deltog.

Ud over den positive store deltagelse, kunne arrangørerne, som er et mangeårigt samarbejde mellem Sportigan Hadsund og Mariager Fjord OK, ligeledes konstatere, at løberne tog rigtig godt imod den nye chip-tidtagning, som for første gang i løbets nu 28-årige historie, blev benyttet til dette års løb.

I alt omkring 40 hjælpere fra klubben, to fitnessinstruktører fra MyHeart samt fire førstehjælpere fra Beredskabet sørgede for løbets afvikling, og på trods af et noget lunefuldt septembervejr med både blæst og et par regnbyger blev det alligevel et vellykket arrangement, fortæller de to stævneledere fra klubben, Erik Nielsen og Jens Chr. Dalgaard.

Som tidligere år danner Tovet i Hadsunds midtby rammerne om stævnepladsen, hvor der både er start og mål. Før løbet er det også her, at løberne mødes, får udleveret startnumre og nærstuderet de ophængte kort med de tre løbedistancer på henholdsvis 3,3 km, 5,5 km og 10,5 km. Løbsstatistikken fra de 27 foregående års løb bliver ligeså ivrigt studeret, og mange løbere har været trofaste og deltaget samtlige år.

Omkring kl. 18.00 bød Jens Chr. Dalgaard velkommen, hvorefter han overrakte mikrofonen til to dygtige instruktører fra fitnesscenter MyHeart. Ligesom tidligere år fik de to instruktører hurtigt sat pulsen op på de mange løbere, således alle var klar til at begive sig ud på de tre distancer.

Præcis kl.18.30 blev første startgruppe på de 10,5 km skudt i gang af Palle Justesen fra Sportigan, og med fem minutters interval kom løberne på henholdsvis 5,5 km og 3,3 km også afsted ud på stier og veje i Hadsund og omegn. Som noget nyt i år, kunne man også tilmelde sig den korte rute på 3,3 km som Walk, og de sluttede op som bagtrop i det store felt.

Fælles for de tre distancer er en noget barsk start op ad den stejle Storegade og videre ud ad de første ca. 1½ km. på Aalborgvej. Her løber den korte rute ned ad Ringvejen. Den mellemlange rute må længere ud ad Aalborgvej og videre over ad Sandelmosevej. Den lange rute må helt ud af byen før der drejes ind ad Visborgvej og videre helt til Visborg.

Fælles for de tre ruter er sammenfletningen af ruterne på Gl. Visborgvej/Ringvejen, og herfra følges de tre ruter ind til Hadsund midtby og selve opløbet i bunden af Torvet.

De mange løbere fik stor opbakning af tilskuere i målområdet på Torvet, og efter målpassagen kunne deltagerne velfortjent sætte tænderne i frisk frugt og slukke tørsten i saft, begge dele sponsoreret af SuperBrugsen Hadsund. Stævnepladsen på Torvet blev hurtigt fyldt, og den spændte stemning begyndte at brede sig. Dorthe fra Sportigan stod for overrækkelsen af hele 61 lodtrækningspræmier fra flere af byens forretninger, bl.a. Sportigan selv, Beauté Pacifique og Sparekassen Kronjylland, lodtrækningspræmier som blev delt ud til 61 heldige deltagere.

Det var også på stævnepladsen, at de mange løbere kunne studere og sammenligne deres resultater, der som altid ophænges på store informationstavler midt på Torvet, og mange løbere benyttede sig også af deres mobil, hvor man lynhurtigt kan se resultaterne online på myraceresult.

Præmieoverrækkelsen foregår som altid ved springvandet nedenfor Torvets store trappe. Især de yngste elever fra skoleholdene ventede med spænding herpå, og selve ceremonien startede allerede omkring kl.19.40.

Første gjaldt det Urmager Erhardsens vandrepokal, der skulle overrækkes, og stævneleder Jens Chr. Dalgaard kunne herunder fortælle, at det var meget glædeligt, at så mange hold fra klubber, firmaer og skoler mv. havde deltaget i dette års Hadsundløbet. Største hold blev igen Hadsund Skole med hele 350 deltagere (5 flere end sidste år), og de fik dermed æren af at opbevare vandrepokalen det næste års tid.

Andre store hold var: Vindblæs Friskole m. 90 løbere, Mariager Efterskole m. 18, Havndal Fitness Rigtige Kvinder m. 17, Sportigan Hadsund m. 15 og Fjordløberne Hobro m. 12 løbere.

Dernæst startede overrækkelsen af de mange medaljer i de 10 aldersgrupper på de tre distancer. Endnu en nyhed ved årets løb var en udvidelse af aldersgruppeinddelingen, fortæller klubbens løbskoordinator og kasserer Kels Østergaard. Her kunne de ældste løbere nemlig tilmelde sig i gruppen 70 år og derover, så de ikke som tidligere skulle konkurrere mod de unge i grp. 60-69 år. Det havde fire løbere benyttet sig af.

Palle og Sabrina fra Sportigan samt stævneleder Jens Chr. Dalgaard fra Mariager Fjord OK stod for ceremonien, som fik mange klapsalver med sig fra både kammerater, stolte forældre og øvrige tilskuere.

Alle vindere og samtlige resultater kan som altid findes på klubbens hjemmeside www.mariagerfjordok.dk – her nævnes blot de hurtigste på de tre distancer:

Hurtigst på den korte 3,3 km, som primært var for børn op til 14 år, blev hos pigerne Agnete Lybæk Larsen fra Hadsund Skole i tiden 15.41. Hos drengene blev det Mads Hostrup Hadsund Skole i 14.09.

På den mellemlange 5,5 km blev vinder hos kvinderne Camilla Kirk fra Mariager Efterskole i tiden 24.46. Hos mændene Joachim Oliver Kirk fra Mariager Efterskole i 20.11.

Den lange rute på 10,5 km blev hos kvinderne vundet af Janne Pedersen fra MyHeart i 46.15. Hos mændene Alex Thygesen i 38.36.

Aftenen sluttede med en tak for det store fremmøde og håb om at se alle igen næste år, hvor løbet afholdes torsdag d. 3. september 2020.

Hadsund og omegn

Se flere artikler