.
Af Per Schultz-Knudsen på menighedsrådets vegne
Ved midnatstid den 29. august 1944 blev et engelsk Lancaster-fly skudt ned af en tysk jager tæt på Oue. De syv ombordværende allierede soldater blev alle dræbt og senere begravet på Oue Kirkegård.
Menighedsrådet i Oue-Valsgård har besluttet at ære og mindes de faldende ved en højtidelighed i Oue Kirke og på kirkegården fredag d. 30. august kl. 19.30, hvor alle er velkomne til at deltage. Højtideligheden forestås af tidligere sognepræst Paul Arnbak. Efter mindehøjtideligheden på kirkegården serverer Oue Husmoderforening boller og kringle i konfirmandhuset.
Den følgende beretning bygger blandt andet på erindringer fortalt af nu afdøde Ejnar Viggo Christensen Monty, der var leder af modstandsgruppen, som gik under navnet Ørkenrotterne fra Oue.
Tirsdag den 29. august 1944 mellem kl. 21 og 23 var luften fuld af dyb motorstøj over Mariager Fjord. Omkring hundrede fly var på vej mod den tyske by Stettin (nu Polen) for at deltage i et af Anden Verdenskrigs største bombetogter, der omfattede i alt 1000 allierede bombefly. Alle fløj i lav højde for at undgå at blive opdaget af tyskernes radar.
I Oue var der blevet blæst alarm, og de fleste af byens beboere søgte ned i brugsens store kælder, der var fyldt til bristepunktet. Med sit betonloft kunne kælderen give den bedste beskyttelse mod bomber. Samme nat måtte et af de mange fly således i forsøget på at undslippe de tyske jagere kaste sin last. Det skete dog over Randers-forstaden Vorup, hvor seks lokale borgere mistede livet, mens 50 blev såret. Noget lignende skete dog ikke i Oue.
Lettelsen blandt borgerne var derfor stor, da der efter kl. 23 igen var ro i luften, og folk kunne begynde at gå hjem. Alt virkede roligt, selv om der stadig kom enkelte fly, som var kommet lidt bag efter de øvrige, henover byen.
Ved midnatstid kunne der høres kraftig skydning i retning af Hobro, og kort efter lød der et mægtigt brag og et ildglimt kunne ses. Et af de store fire-motors Lancaster-fly, der var sakket bagud, var blevet skudt i brand af en tysk natjager og styrtede 10 minutter over midnat ned 400 m vest for Rinddalsvej 1 ved Oue.
Flyet havde en bombelast på 15 ton, som på nær en enkelt bombe på 250 kilo eksploderede, da flyet ramte jorden. Eksplosionen efterlod et hul, der let kunne rumme et almindeligt hus. En ejendom 400 meter fra nedstyrtningsstedet brød i brand, og der blev fundet vrag- og menneskestumper i flere kilometers omkreds. Ingen af de syv ombordværende nåede at forlade flyet, inden det ramte jorden.
Den tyske besættelsesmagt fik hurtigt afspærret området og nægtede de lokale borgere at komme tæt på. Da værnemagten ikke gjorde mine til at ville indsamle ligdelene og begrave de jordiske rester af de syv flyvere på anstændig vis, samlede borgerne i Oue imidlertid delene op i kurve. Værnemagten beordrede kurvene udleveret, og gravede dem ned på nedstyrtningsstedet.
Men da tyskerne havde forladt området, gravede borgere fra Oue igen ligene op, fik fremskaffet en kiste og fik den bragt til kapellet på Oue Kirkegård. Mandag den 4. september 1944 tidligt om morgenen foretog sognepræst A. Bundgård en hemmelig begravelse. Kisten var smykket med blomster, men udover præsten deltog kun fem personer i begravelsen.
En funden støvle blev via Røde Kors sendt til England. På støvlen stod navnet Kovacich, og dermed blev det opklaret, hvilket af de mange fly, der den nat gik tabt under angrebet på Stettin, som var styrtet ned ved Oue, nemlig Lancaster ME718. Dermed kunne der sættes navne på de dræbte: officer/airgunner Jack Couzens Reeb, Canada, sergent/radiooperatør Leslie Taylor, England, 20-årige sergent/airgunner Dan Bullock, England, 25-årige sergent/flytekniker Bernard Farndale, England, 28-årige officer/bomber Anthony Michael Kovacich fra Canada, 26-årige løjtnant/pilot Edward Chatterton, Canada, og 34-årige officer/navigatør William George Sankey, 34 år, England.
Deres gravsted blev efter befrielsen markeret med et mindesmærke og gravplader for de syv.
I anledningen af årsdagen har Oue-Valsgårds Menighedsråd af Commonwealth War Graves Commision, der sørger for vedligeholdelse af engelske krigsgrave, modtaget en plade, som fremover vil gøre forbipasserende opmærksom på, at der på kirkegården er et mindested for faldne engelske soldater.
Foto: De syv ombordværende på det engelske fly var (øverst fra venstre:) Jack Couzens Reeb, Leslie Taylor, Dan Bullock og Bernard Farndale samt (nederst fra venstre:) Anthony Michael Kovacich, Edward Chatterton og William George Sankey.
Læs også: