75 års fødselsdag

28. december 2021
75 års fødselsdag

Det aktive arbejdsliv er skiftet ud med nyttejob i foreningslivet

Af Klaus Hansen

Finn Frandsen på Haslevgårde Bakker mellem Als og Øster Hurup kan tirsdag den 28. december 2021 fejre sin 75 års fødselsdag.

Sommerhuset på Haslevgårde Bakker har de seneste 13 år været den faste bopæl for Finn og hustruen Connie, der valgte at sælge huset på Lyngvej i Hadsund og flytte til sommerlandet som efterløn og pensionsalderen ankom. Her nyder de begge seniorlivet med højt til loftet, naturen og besøg af børn og børnebørn.

I sit aktive arbejdsliv var Finn formand for den lokale fagforening Dansk Metal Hadsund-Assens og kendt af mange i den metal-producerende branche, mekaniske værksteder og hvor der ellers var medlemmer og samarbejdspartnere, som skulle serviceres i forhold til overenskomster og udvikling af erhvervspolitikken i området omkring Hadsund og Assens.

Finn Frandsen opnåede som Metal-formand i den lille Hadsund-Assens afdeling, at få plads i Metal-forbundets Hovedbestyrelse og det magtfulde forretningsudvalg. En flot karriere som blev afsluttet med 2 års ansættelse som seniorkonsulent i forbundshuset.

At Finn Frandsen har meget på hjerte og svært ved ikke at engagere sig, i det som han synes er vigtigt, skinner hurtigt igennem ved spørgsmålet:

Hvad får du tiden til at gå med?

– Siden at jeg stoppede på arbejdsmarkedet, har jeg været aktiv i Ældre Sagen, som besøgsven hos en borger på Skovgården i Hadsund og er netop valgt til 4 år mere i Seniorrådet. Ellers er det jo meget mine interesser for naturen, Mariagerfjord og området omkring, hvor vi bor, som har min interesse og som jeg bruger tid på, fortæller Finn Frandsen og fortsætter, som formand for grundejerforeningen Haslevgårde Bakker er en af de helt store udfordringer, som vi har for tiden, den alt – alt – alt for korte udledningsledning, som er blevet lavet og udleder renset spildevand alt for tæt på kysten og dermed ødelægger plante- og dyrelivet under vandoverfladen i området.

Friluftsrådet, Grønt Råd og Fritidsfiskerne er også foreninger, hvor Finn er aktiv, ligesom han gennem mange år har været formand for Saltcenterets Venner i Mariager – En post han stadigvæk har og ligesom med alle andre poster, hvor han er engageret, går til med oprejst pande, humør og gåpåmod.

Dagen fejres med familien

Hadsund og omegn

Se flere artikler