Nyheder

80-året for henrettelse af 8 mand fra Hvidstengruppen markeres i Hvidsten og i Gassum

Lørdag den 29. juni 2024 er det 80 år siden, at otte medlemmer af Hvidstengruppen blev henrettet. Det bliver markeret med nedlæggelse af kranse og mindegudstjeneste hvor vicestats- og forsvarsminister Troels Lund Poulsen og chef for Hjemmeværnets landsregion Vest, oberst Peter Fausing deltager.

80-året for henrettelse af 8 mand fra Hvidstengruppen markeres i Hvidsten og i Gassum
Af Redaktion 18. juni 2024

Den første krans nedlægges af vicestats- og forsvarsministeren, og herefter følger for chefen for Hjemmeværnets landsregion Vest. På vegne af menighedsrådene i Spentrup, Gassum og Asferg Sogne lægger Gitte Fruerlund Jensen en krans.

Herefter taler vicestats- og forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Mindegudstjeneste i Gassum Kirke

Efter kransenedlæggelserne afholdes den traditionsrige mindegudstjeneste i Gassum Kirke. Her er oberst Peter Fausing gæsteprædikant, mens sognepræst Peter Ulvsgaard står for liturgen.

Gudstjenesten der finder sted klokken 14, er åben for alle.

»At mindes modstandskampens tapre mænd og kvinder, har i snart 80 år været nødvendigt og naturligt i det sogn, hvor Hvidsten Kro ligger og hvor gruppen havde rod. Opgaven har Gassum Sogns menighedsråd forvaltet med god støtte fra Hjemmeværnskompagni Hvidsten,« fortæller sognepræst Peter Ulvsgaard.

»Mindehøjtideligheden i Hvidsten og i Gassum kirke den 29. juni er én i den lange række af disse højtideligholdelser, hvor vi minder hinanden om, at vi til stadighed står på skuldrene af dem, der turde sige fra og satte livet ind på at hjælpe, hvor der var hjælp behov,« siger sognepræst Peter Ulvsgaard Spentrup, Gassum og Asferg.

Det er bl.a. menighedsrådet i Gassum, Spentrup og Asferg sogne, der er arrangør. Sammen med Hjemmeværnskompagni Hvidsten har menighedsrådene markeret henrettelserne hvert femte år. I 2019 deltog H.M. Dronning Margrethe i ceremonierne.

Fakta:

Hvidstengruppen var besættelsestidens første modtagegruppe. Den blev dannet på opfordring af faldskærmsmanden Ole Geisler, der var blevet bragt i kontakt med kroejer Marius Fiil af læge Svend Thorup Petersen, Randers. I første omgang havde Geisler brug for hjælp til at få borttransporteret de containere, der var blevet modtaget af et improviseret modtagehold ved Trinderup natten mellem den 11. og 12. marts 1943. Derefter dannedes en fast modtagegruppe omkring Fill-familien, og modtagelserne flyttedes til en plads nærmere Hvidsten, der fik kodenavnet Mustard Point.

De otte henrettede var:

Søren Peter Kristensen
Albert Iversen
Niels Nielsen Kjær
Johan Kjær Hansen
Henning Andersen
Marius Fiil Peter
Bergenhammer Sørensen
Niels Fiil

Stor brand i lade ved Fragdrup skyldes ukrudtsbrænder

Læs også: Stor brand i lade ved Fragdrup skyldes ukrudtsbrænder

Dødsfald i Hadsund – Bisættelse fra Hadsund Kirke d. 30. juni

Læs også: Dødsfald i Hadsund – Bisættelse fra Hadsund Kirke d. 30. juni

Tilmeld dig vores nyhedsbrev