91 procent af boligejerne kender Boligjobordningen

11. maj 2017
91 procent af boligejerne kender Boligjobordningen

.
Af Helle Schiønning

Energiselskabernes tilskudsordning til energibesparelser er derimod langt mindre kendt og brugt. Det viser en ny YouGov-undersøgelse blandt boligejerne

Er du boligejer, så kender du med stor sandsynlighed Boligjobordningen , der hvert år giver alle voksne over 18 år i husstanden mulighed for at trække grønne håndværksydelser på op til 12.000 kroner fra i skat. En ny YouGov-undersøgelse blandt danske boligejere viser, at 91 procent kender ordningen, mens halvdelen har brugt den.

– På trods af ændringer, midlertidige stop og den usikkerhed, det medfører, er Boligjobordningen blevet noget, som boligejerne har taget til sig, og som de også er trygge ved at bruge, siger erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri, Torben Liborius.

Anderledes ser det ud med energiselskabernes tilskud til energibesparelser. 64 procent kender ordningen, mens kun 14 procent har brugt den.

– Der er mange, der har hørt om ordningen, men de ved ikke, hvordan man som boligejer får del i de tilskud, energiselskaberne giver. Derfor vil det give god mening at nytænke den mindre kendte ordning og samtidig styrke den bedst kendte og mest brugte, siger Torben Liborius.

Vores boliger bruger i dag ca. 40 procent af al den energi, der bliver brugt i Danmark.

– Hvis regeringen alvorligt mener, at Danmark skal være fri af fossile brændstoffer i 2050, så skal der sættes fart på energibesparelserne hjemme hos hr. og fru Jensen. Boligjobordningen er kendt af alle, og halvdelen er fortrolig med den i forvejen. Derfor er det oplagt at gøre den permanent og overveje, om den skal gøres endnu mere attraktiv som fx i Sverige, hvor husejeren får et tilskud på op til 50.000 svenske kroner.

21 procent af husejerne svarer i YouGov-undersøgelsen, at de har konkrete energirenoveringsprojekter, som ville blive gennemført, hvis det var muligt at få et tilskud som det svenske.

– Det er noget, der batter, og vi ved fra erfaringerne fra Sverige, at økonomien er altafgørende, når boligejerne skal beslutte sig for, om de skal energirenovere eller ej. Derfor er det oplagt, at politikerne ser mod Sverige og overvejer, om ikke Danmark med fordel kunne lave samme ordning, siger Torben Liborius.