Når Udvalget for Sundhed og Omsorg i Mariagerfjord Kommune mødes tirsdag den 13. januar kl. 16.30, får politikerne en orientering om den nationale brugertilfredshedsundersøgelse blandt plejehjemsbeboere, som blev offentliggjort 5. december 2025. Det fremgår af dagsordenen for mødet, hvor punkt 8 handler om ”Brugertilfredshedsundersøgelse på plejecentre”.
Undersøgelsen viser, at plejehjemsbeboerne i Mariagerfjord generelt er meget tilfredse med den hjælp, de får – og at kommunen ligger højt i forhold til resten af landet.
91 procent er tilfredse eller meget tilfredse
Som Fjordavisen tidligere har beskrevet, svarer 30 procent af plejehjemsbeboerne i Mariagerfjord, at de er tilfredse med hjælpen, mens 61 procent svarer, at de er meget tilfredse. Det giver samlet 91 procent, der er tilfredse eller meget tilfredse.
På den samlede skala ligger Mariagerfjord på 4,5 ud af 5, mens landsgennemsnittet ligger på 4,4.
Læs også:
92 svar – og en svarprocent på 43
Undersøgelsen bygger på personlige interviews gennemført af Danmarks Statistiks besøgsinterviewere i perioden januar til juni 2025.
I Mariagerfjord er der gennemført 92 besvarelser. Kommunens svarprocent ligger på 43 procent, mens den samlede svarprocent på landsplan er opgjort til 35 procent.
Maden scorer også højt – men variationer ses på tværs
Et af de områder, der skiller sig ud i den nationale undersøgelse, er tilfredsheden med maden. På landsplan angiver 78 procent, at de er tilfredse eller meget tilfredse med maden.
I Mariagerfjord svarer 36 procent, at de er tilfredse, og 44 procent, at de er meget tilfredse – i alt 80 procent.
Kontinuitet: Mange oplever skiftende medarbejdere
Undersøgelsen ser også på kontinuitet i plejen, altså om det er de samme medarbejdere, der kommer hos beboerne.
I Mariagerfjord svarer 28 procent, at det i høj grad er de samme medarbejdere, mens 45 procent svarer i nogen grad. Omvendt siger 26 procent, at det kun i lav grad er de samme, og 1 procent svarer slet ikke.
Når det gælder kendskabet til vaner og behov, oplever 61 procent i Mariagerfjord, at medarbejderne i høj grad kender deres vaner og behov, mens 37 procent svarer i nogen grad.
Selvbestemmelse: Flertallet oplever indflydelse – men ikke alle
Et centralt mål i ældrereformen er større selvbestemmelse. I Mariagerfjord svarer 45 procent, at de i høj grad har indflydelse på, hvordan eller hvornår medarbejderne hjælper dem, mens 24 procent svarer i nogen grad.
Samtidig svarer 11 procent, at de kun i lav grad har indflydelse, og 6 procent, at de slet ikke har indflydelse. Derudover har 14 procent i Mariagerfjord svaret, at de ikke ønsker at have indflydelse på hjælpen.
Minister: ”Plejehjemmene er langt bedre end deres rygte”
I forbindelse med offentliggørelsen pegede ældreminister Mette Kierkegaard på, at undersøgelsen både er et skulderklap og et arbejdsredskab for kommunerne.
”Jeg kan konstatere sort på hvidt, at plejehjemmene er langt bedre end deres rygte, når 9 ud af 10 er tilfredse med den hjælp, de får. Det er et kæmpe skulderklap til de mange dygtige medarbejdere rundt omkring på landets plejehjem. Jeg tror og håber på, at de nyvalgte byråd i landets kommuner vil læse grundigt med, så de kan gøre det endnu bedre på plejehjemmene.”
”Ældrereformen er netop lavet for at sikre større selvbestemmelse for de ældre, bedre kontinuitet og at de ældre oplever, at medarbejderne kender til deres behov. Derfor er denne undersøgelse et godt udgangspunkt for kommunernes videre arbejde med at implementere ældrereformen.”
Mette Kierkgaard – Foto: Les Kaner
”Jeg hæfter mig også ved, at der flere steder i landet er plads til forbedring, når det gælder tilfredsheden med maden. Jeg ser frem til at følge, hvordan kommunerne arbejder med dette, for glæden ved mad betyder selvfølgelig lige så meget for beboere på plejehjem som for alle os andre. Når det er sagt, er jeg glad for, at den generelle tilfredshed også her er høj.”
”Tidligere i år lancerede jeg en række initiativer, der skal bidrage til at styrke indsatsen for en styrket måltidskultur i ældreplejen. Blandt andet ser jeg meget gerne, at kommunerne gør brug af de gode erfaringer, der er med smagspaneler på landets plejehjem. Jeg tror på, at hvis beboerne får mere indflydelse på, hvad der er på ugemenuen, ja så bliver tilfredsheden med maden også højere.”
Orientering i udvalget tirsdag
På tirsdagens møde i Udvalget for Sundhed og Omsorg fremgår det, at udvalget orienteres om resultaterne for Mariagerfjord Kommune, og at orienteringen skal tages til efterretning. Seniorrådet er angivet som inddraget, og fagchefen for Ældre og Omsorg præsenterer resultaterne i et oplæg.
Læs også: