Nyheder

Lokaldysten samler 15.000 danskere: Små byer dyster om kilometer og fællesskab

Der er både ære, håneret og sved på spil, når Lokaldysten samler små lokalsamfund over hele landet til en enkel motionskonkurrence.

Maria Just
Af Maria Just 8. januar 2026

I 2025 deltog 114 lokalsamfund i 22 kommuner, og omkring 15.000 borgere var aktive. Tilsammen tilbagelagde deltagerne mere end 150.000 kilometer. Men selv om dysten handler om kilometer, handler dagen i lige så høj grad om at mødes og styrke fællesskabet – især i de mindre byer, hvor initiativer ikke kommer af sig selv.

Fra to landsbyer til national succes

Lokaldysten begyndte i 2013 i Viborg Kommune som en konkurrence mellem to landsbyer. Den fik hurtigt stor opbakning, og allerede året efter deltog otte byer. Siden har konceptet bredt sig og er vokset markant.

Fra 2020 blev Lokaldysten introduceret af DGI Midtjylland i nabokommuner som Silkeborg og Skive, og i dag er dysten en landsdækkende aktivitet i flere kommuner.

Konceptet er enkelt: På to timer gælder det om at tilbagelægge flest kilometer til fods, i løb eller på cykel. Efter dysten divideres det samlede kilometertal med indbyggertallet, så der findes et resultat i kilometer pr. indbygger. Vinderne kan kalde sig kommunens mest aktive lokalsamfund, og ofte følger der en check til lokal udvikling.

”Vi vil samle byen”

I landsbyen Roslev i Skive Kommune er Lokaldysten blevet et fast samlingspunkt. Her er det blandt andre Sara Dalgaard Villadsen, der sammen med to andre unge kvinder har stået bag arrangementet i flere år. Selv om hun har boet i Roslev hele sit liv, oplever hun, at dysten gør, at man møder nye mennesker.

”Med Lokaldysten kan vi samle mange mennesker på tværs af både generationer og grupperinger. Vi møder hinanden, og det er hele formålet med dagen.”

Ifølge Sara Dalgaard Villadsen kræver det lokal handlekraft, hvis der skal ske noget i mindre byer – og netop derfor giver Lokaldysten mening.

“Vi vil samle byen. Herude i lokalsamfundene er man nødt til selv at gøre noget for, at der sker noget. Lokaldysten er oplagt til det formål. Det er en dag, vi har sammen som by,” siger hun.

DGI: ”Sjældent har vi oplevet en aktivitet, der kan samle ung som gammel”

René Vinther Olsen, national projektleder i DGI for Lokaldysten, peger på, at konceptet er let for lokalsamfund at gå til og kræver få ressourcer.

”Det er et nemt koncept for lokalsamfundene at blive en del af. Det kræver få ressourcer i forhold til det potentielle udbytte som større fællesskab og lokalt samarbejde.”

Han fremhæver, at dysten ofte får en bred gruppe borgere med – også dem, der normalt ikke deltager i idrætsarrangementer.

”Og så taler det til den enkelte borger. Sjældent har vi i DGI oplevet en aktivitet, der kan samle ung som gammel og motionsvante som motionsuvante borgere,” siger han.

Borgmester deltog selv i dysten

I Silkeborg Kommune har Lokaldysten fået stor opbakning, og i 2025 deltog hele otte lokalsamfund. Kommunen markerer indsatsen med et kåringsarrangement på rådhuset, hvor borgmester Helle Gade uddeler priser og pengepræmier i tre kategorier.

Borgmesteren har selv deltaget i Lokaldysten i Voel, hvor hun bor, og hun oplevede, hvordan fællesskabet bliver styrket, når mange mødes om den samme aktivitet.

“Jeg oplevede selv, hvordan Lokaldysten samler mennesker på tværs af et lokalsamfund og skaber en særlig følelse af fællesskab. Det handler ikke kun om motion – det handler om at stå sammen, heppe på hinanden og opleve, at her lokalt hos os, der løfter vi i flok.”

Hun understreger også, at kommunen gerne ser flere initiativer af den slags.

”Det er inspirerende at se den energi, og det er lige præcis den slags initiativer, som vi gerne vil have endnu flere af i Silkeborg Kommune,” siger hun.

”Dem har vi aldrig set før”

Selv om rammerne om dysten er faste, er der plads til lokale variationer. Nogle steder holdes Lokaldysten sammen med byfesten, andre steder bruges dagen til at samle penge ind til lokale projekter.

I Roslev har Lokaldysten blandt andet været med til at samle ind til nye vinger til byens mølle og et nyt rekreativt område. Men ifølge Sara Dalgaard Villadsen er den vigtigste gevinst noget, der ikke kan måles i kroner eller kilometer.

”Der er nogle med, som vi aldrig har set før. Det er måske dem, vi ikke ser i hallen eller til byfest, så man kommer til at snakke med nogle, man ikke snakker med normalt. Det giver sammenhold på tværs af generationer,” siger hun.

I Roslev er der også tænkt i at gøre dagen attraktiv for alle. Gratis slush-ice og medaljer til børnene, musik, en pølsevogn og servering af fadøl gør, at det ikke kun er de mest trænede, der deltager.

”Du skal bare komme og være, for det handler om at være sammen. Folk bliver længe efter dysten og hygger sig sammen, og mange sagde bagefter, at det havde været sådan en hyggelig dag. Aktiviteterne faciliterede, at folk mødtes, men det var ikke det afgørende på dagen.”

Fakta: Lokaldysten

  • Lokaldysten er et arrangement, hvor mindre landsbyer eller lokalsamfund dyster mod hinanden om at gå, løbe og cykle flest kilometer på to timer.
  • Kilometer tilbagelagt på cykel halveres. Alle kan deltage, og hver en kilometer tæller.
  • Vinderen er det lokalsamfund, der tilbagelægger flest kilometer pr. indbygger – men der er ofte også præmier til dem, der forbedrer sig mest, eller som har tilbagelagt flest kilometer samlet set.
  • Lokaldysten blev i 2025 afholdt i 22 kommuner, hvor 114 lokalsamfund dystede med.
  • Ca. 15.000 borgere var aktive og tilbagelagde i alt 150.000 kilometer.
  • Dysten arrangeres af den lokale DGI landsdelsforening i samarbejde med kommunerne og lokale aktører som idræts- og borgerforeninger.
  • Lokalområder over 200 og under 3.000 indbyggere kan som udgangspunkt deltage.

Kommuner med Lokaldysten i 2025: Aalborg, Aarhus, Bornholm, Brønderslev, Favrskov, Hedensted, Herning, Holstebro, Horsens, Hillerød, Ikast-Brande, Lemvig, Mariagerfjord, Norddjurs, Odder, Randers, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Silkeborg, Skive, Struer og Syddjurs.