Alarm 112

Påmindelse om at isen er usikker – og det er ulovligt at gå ud på den

Frostvejret lokker, men både sikkerhed og lovgivning taler klart: Hold jer fra isen

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 8. januar 2026

Med de seneste dages frost begynder søer og vandløb i Mariagerfjord Kommune at fryse til. Men selvom isen kan se solid ud, er den langt fra sikker. Samtidig er det i øjeblikket ulovligt at færdes på isen de fleste steder.

Derfor lyder opfordringen klart til borgere i Mariagerfjord og omegn: Bliv på land.

Færdsel på isen er forbudt

Nordjyllands Politi har indført et generelt forbud mod færdsel på isen ud for kyster, i havne samt på offentlige søer, vandløb og andre vandsteder.

I bekendtgørelsen fremgår det, at ”al færdsel på isen ud for kyster, i havne eller på offentlige søer, vandløb eller andre vandsteder er forbudt.”

Forbuddet gælder blandt andet i Mariagerfjord Kommune og er trådt i kraft den 27. november 2025. Det gælder frem til og med den 1. maj 2026.

Kun tilladt, hvor der er officielt skilt

Der er kun én undtagelse til forbuddet. Det gælder steder, hvor der tydeligt er sat opslag op med teksten: ”Færdsel på isen tilladt, Nordjyllands Politi”.

Hvis der ikke er skiltet, er det ulovligt at gå ud på isen.

Overtrædelse kan give bøde

Nordjyllands Politi oplyser, at ”overtrædelse af bekendtgørelsen straffes med bøde.”

Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i ordensbekendtgørelsen.

Isen er endnu ikke sikker

Udover det juridiske forbud understreges det, at isen generelt endnu er for tynd. Som udgangspunkt kan man først færdes sikkert på isen, når den er mindst 13 centimeter tyk.

Det kræver normalt, at der har været frost både dag og nat i minimum en uge. Den situation er endnu ikke opnået, og derfor er der heller ikke sat officielle skilte op, der tillader færdsel på isen.

Klar opfordring: Hold jer fra isen

Selvom frostvejret kan give indtryk af sikre forhold, kan isen være uensartet og farlig. Derfor lyder den klare påmindelse til alle borgere: Lad jer ikke friste – hold jer fra isen.