Natur
Ny måling: Mange unge ser kornmarker som natur – samtidig vil de have mere biodiversitet
Ungeindex 2026 fra Tænketanken Frej viser et paradoks i unges naturforståelse: Over halvdelen forbinder intensivt dyrkede marker med natur, mens natur og biodiversitet prioriteres højest
Når unge bliver spurgt om natur, tænker mange ikke kun på skove, søer og strande – men også på intensivt dyrkede marker. Det fremgår af Ungeindex 2026, som Tænketanken Frej udgiver i dag, fredag den 16. januar 2026.
Undersøgelsen er landsdækkende og repræsentativ og bygger på svar fra 1.512 unge i alderen 15-35 år fra hele landet. Og ét resultat springer særligt i øjnene: Omkring halvdelen forbinder intensivt dyrkede korn- og rapsmarker med dansk natur – i nogle tilfælde i højere grad end klassiske naturtyper som enge, heder og strande.
“Det opdyrkede landskab har præget vores blik”
Ifølge Tænketanken Frej viser resultaterne en uklar grænse mellem, hvad unge opfatter som natur, og hvad der er landbrugsland.
“Unge vil mere natur og mere biodiversitet. Det, synes vi i Frej, er fantastisk. Men samtidig forbinder mange unge intensivt dyrkede marker som en del af den danske natur. Det siger noget om, hvor stærkt det opdyrkede landskab har præget vores blik,” siger Marie-Louise Boisen Lendal, direktør i Tænketanken Frej
Læs også:
Ambitionerne er høje – men naturbegrebet er mudret
Ungeindex 2026 viser samtidig, at biodiversitet og natur ligger øverst, når de unge bliver spurgt, hvad landbruget først og fremmest bør tage hensyn til. Det prioriteres højere end både lokale arbejdspladser og eksport.
Det peger ifølge Frej på et tydeligt paradoks:
Ambitionerne for naturen er høje – men forståelsen af, hvad natur egentlig er, er for mange uklar.
Danmark har lidt vild natur – og store mål for mere
Undersøgelsen sættes ind i en større udvikling, hvor Danmark ifølge Tænketanken Frej er blandt de lande i verden med mindst natur, og hvor kun omkring 2-3 procent regnes som vild natur. Samtidig peger Frej på, at Den Grønne Trepart lægger op til at bevæge sig mod 20 procent skov og natur inden for få år.
I den forbindelse mener direktør Marie-Louise Boisen Lendal, at der er brug for mere viden og nærvær i naturen, hvis unge skal få et skarpere blik for forskellen på natur og intensivt dyrket landbrugsareal:
“Vi skal derfor sikre, at vores forståelse og brug af naturen ændres i takt med, at vi får mere af den, så unge kan udnytte alle de gode ting, som naturen tilbyder os. Vi skaber natur for naturens egen skyld. Men hvis vi samtidig giver unge viden, nysgerrighed og nærvær i naturen, kan vi skabe noget endnu større: en generation, der både trives og passer bedre på den verden, de skal arve,” siger Marie-Louise Boisen Lendal.
Fem hovedpointer fra Ungeindex 2026
Tænketanken Frej fremhæver fem “skarpe” hovedpointer i undersøgelsen:
- Unge ønsker, at landbruget prioriterer biodiversitet, dyrevelfærd og klima højest – og forbinder landbrug med natur.
- Kløften mellem landbrugets styrker og unges ønsker er stor.
- Politikere skal lave skrappere regler, så vi både forbruger og producerer grønnere.
- Unge er villige til grønne initiativer – men ikke højere madpriser.
- Køn, bopæl og længden på uddannelse skaber holdningsforskelle – fælles er, at unge oplever at have begrænset indflydelse.
Om Ungeindex 2026
- Landsdækkende undersøgelse blandt 1.500 unge i alderen 15-35 år
- Kortlægger unges viden, holdninger og relation til mad og landbrug
- Gennemført af Moos-Bjerre Consultants i perioden august-september 2025
- Udgivet af Tænketanken Frej, januar 2026
Læs også: