Helbred

Gigt giver fem millioner ekstra sygedage og koster samfundet 58 milliarder kroner

Nye tal viser stort fravær fra arbejdsmarkedet – direktør i Gigtforeningen kalder tallene “skræmmende”

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 22. januar 2026

Smerter i muskler og led betyder ikke kun mindre livskvalitet for den enkelte, men også et stort tab for samfundet. Nye tal fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) viser, at mennesker med gigt står for fem millioner ekstra sygedage om året og et produktionstab på 58 milliarder kroner.

Det fortæller Gigtforeningen, som netop har modtaget en ny rapport fra SIF om fravær fra arbejdsmarkedet.

”Det er voldsomme og alvorlige tal. Vi vidste, at det var slemt. Men tallene er skræmmende,” siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.

Svarer til 22.000 fuldtidsstillinger

Ifølge rapporten står mennesker med gigt for fem millioner ekstra sygedage om året. Det svarer til et fravær på sammenlagt 22.000 fuldtidsstillinger.

Direktør Mette Bryde Lind peger samtidig på, at tallene også rummer et potentiale, især fordi Danmark mangler arbejdskraft.

”Bag hvert tal står et menneske, som har tabt livskvalitet. Det må vi aldrig glemme. Men på et tidspunkt, hvor Danmark mangler arbejdskraft er her et potentiale. Hvis man da bare tog problemet langt mere alvorligt, satte ind tidligere, tilbød behandling og hjælp til at håndtere sygdommen, så ville flere have mindre fravær,” siger hun.

1,4 millioner meget generet af smerter

SIF’s analyse viser, at 1,4 millioner danskere har været meget generet af smerter eller ubehag i muskler og led inden for de seneste 14 dage.

”Samlet set førte det i 2022 til et ekstra produktionstab på 58 milliarder kroner i forhold til personer uden muskel-skelet smerter,” skriver SIF i deres rapport.

Når SIF sammenligner gruppen på 1,4 millioner danskere med andre danskere, tegner gruppen sig for et ekstra årligt produktionstab på 58 milliarder kroner.

Konference på Christiansborg satte fokus på “smerter i arbejdslivet”

Tallene blev fremlagt af SIF på en stor konference på Christiansborg i går om ’smerter i arbejdslivet’, som Gigtforeningen arrangerede. Her blev der ifølge Gigtforeningen peget på et stort potentiale i at styrke indsatsen for mennesker med gigt.

Formanden for Konservative, Mona Juul, brugte en markant formulering i sin tale:

”Gigten er en tyv. Den stjæler. Og dens tyvekoster er ikke så få: Livskvalitet, leveår, hænder og hoveder på arbejdsmarkedet. Vi kan nok ikke stoppe tyven fuldstændigt. Men vi kan gøre meget for at forebygge dens ødelæggelser.”

Hun fremhævede også, at der er et politisk ansvar for at tage sygdommen alvorligt:

”Samfundet ville spare penge, og mennesker ville få et bedre liv. Og netop derfor har vi også fra politisk side et ansvar. Et ansvar for at tage gigt alvorligt. Der er brug for at investere langt mere i forebyggelse,” argumenterede Mona Juul.

Produktionstab handler om mere end sygedage

Ifølge SIF omfatter produktionstabet ikke kun sygedage. Det handler også om blandt andet førtidspension og seniorpension, fremgår det af opgørelsen.