Sport
Foreningsrådet skal drøfte ny støtte til Hadsund Roklubs talentroere
Roklubben søger 95.000 kroner til udenlandske regattaer og træningslejre – og peger på både sportslige resultater og voksende ungdomsmiljø
Foreningsrådet i Mariagerfjord Kommune har mandag den 2. februar Hadsund Roklubs ansøgning om støtte til et talentudviklingsprojekt på dagsordenen
Klubben søger Udviklings- og talentpuljen om 95.000 kroner til at udvikle 10 roere gennem deltagelse i udenlandske regattaer og træningslejre.
10 roere – fra U16 til senior
Ansøgningen omfatter i alt 10 roere på senior-, U23-, U19- og U16-niveau. Pengene skal blandt andet gå til udenlandske regattaer og enkelte træningslejre i Sydeuropa, mens klubben selv betaler for indenlandske regattaer.
I budgettet oplister roklubben konkrete poster, herunder træningslejr i Portugal (15.000 kr.), træningslejr i Italien (30.000 kr.) og deltagelse i flere regattaer i blandt andet Hamburg, Ratzeburg, Amsterdam og Otterndorf.
Det samlede budget er på 170.500 kroner, og klubben søger 95.000 kroner i tilskud.
Læs også:
Stærkt 2025 – og medaljemål i 2026
I sagsfremstillingen fremhæves det, at 2025 var et sportsligt succesfuldt år for Hadsund Roklub. Her nævnes blandt andet en 4. plads ved U23 EM og en 6. plads ved U23 VM.
For 2026 er målsætningen at opnå en medalje ved U23-mesterskaberne samt at forberede udvalgte roere frem mod OL-kvalifikation i 2028, hvor tre roere vurderes at have realistisk potentiale.
Klubben: Udenlandske starter giver motivation i hele miljøet
I projektbeskrivelsen beskriver Hadsund Roklub, at udenlandske konkurrencer også skal løfte træningsmiljøet bredt – ikke kun for de allerbedste.
Klubben skriver blandt andet:
”De roere der via støtte fra talentpuljen får mulighed for at komme ud i Europa, er de bedste kulturbærere vi kan have i klubbens træningsmiljø”. skriver Anders Toft Christiansen, Hadsund Roklub.
Klubben peger samtidig på, at der gennem et skolesamarbejde kommer omkring 250 elever fra 5. til 8. klassetrin forbi klubben hvert år, og at det har givet nye medlemmer.
Kraftcentre skåret ned – Hadsund er blandt de fire tilbage
Et af de forhold, der også nævnes i materialet, er, at antallet af ro-relaterede kraftcentre er blevet reduceret, og at Hadsund fortsat er udpeget som kraftcenter på grund af klubbens niveau inden for talentudvikling.
I projektbeskrivelsen står der, at der i 2026 er fire centre tilbage i Bagsværd, Roskilde, Holstebro og Hadsund – og at centre i København, Aarhus, Aalborg og Odense er fjernet.
Foreningsrådet skal drøfte ansøgningen
Formanden for Foreningsrådet indstiller, at ansøgningen drøftes på mødet.
Læs også: