Job

Malene Møller Nielsen bliver ny it-direktør i Region Nordjylland

Enigt ansættelsesudvalg peger på erfaren leder med solidt kendskab til regionen

Søren Greve
Af Søren Greve 28. januar 2026

Region Nordjylland har fundet sin nye it-direktør. Et enigt ansættelsesudvalg har udpeget Malene Møller Nielsen til posten, som hun har været konstitueret i siden juni 2025.

Som it-direktør får Malene Møller Nielsen ansvaret for en af regionens største afdelinger med 350 medarbejdere, 17.300 brugere, omkring 800 it-systemer og et årligt budget på cirka 500 millioner kroner.

Kender regionen indefra

Malene Møller Nielsen kommer senest fra en stilling som direktør i Behandlingsrådet, men Region Nordjylland er langt fra nyt land for hende. Hun har tidligere været ansat i regionen i 13 år og har blandt andet arbejdet som projektleder på det daværende Sygehus Vendsyssel, planlægningskonsulent og kontorchef i Sundhedsplanlægning.

Hun blev konstitueret som it-direktør, da Klaus Larsen i juni 2025 tiltrådte som programdirektør i Digital Sundhed Danmark.

Koncerndirektør: “Det rette match”

Koncerndirektør Mette Jensen, der bliver Malene Møller Nielsens nærmeste leder, er ikke i tvivl om, at regionen har ramt rigtigt:

”Malene er en stærk leder med bred erfaring og en klar forståelse for, hvordan sundhedsreformen skal understøttes digitalt – helt ud i borgerens eget hjem. Hun har et skarpt blik for, hvordan digitale løsninger understøtter kerneopgaven og skaber reel værdi for patienter, borgere og medarbejdere. Samtidig deler hun vores stærke kultur for at løse opgaverne i fællesskab, både internt og i samarbejdet med hospitaler og virksomheder.”

Mette Jensen fremhæver også Malene Møller Nielsens engagement i regionens nye organisering, hvor der blandt andet er etableret et nyt politisk udvalg for anlægs- og digitaliseringsprojekter.

”Med hendes egne ord, er Malene meget optaget af de muligheder, der ligger i, at der med dette udvalg er skabt et tydeligere politisk rum til at drøfte, hvordan vi sætter en ambitiøs og ansvarlig digital retning.”

Fokus på sundhedsreform, sikkerhed og AI

Den nye it-direktør ser frem til opgaven og peger på digitalisering som en helt central del af fremtidens sundhedsvæsen:

”Digitalisering spiller en afgørende rolle i realiseringen af sundhedsreformen og i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen. Region Nordjylland er allerede frontløber på flere områder, og mit mål er, at vi både fastholder vores styrkepositioner og fortsætter med at udvikle os – i tæt samspil med hospitalerne og resten af organisationen.”

Hun peger samtidig på en række konkrete opgaver, der venter:

”Verdenssituationen betyder blandt andet et øget fokus på cyber- og informationssikkerhed og på vores beredskab. Samtidig fylder AI og automatisering mere og mere, fordi vi ser et stort potentiale i at bruge teknologien til at skabe et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen tæt på borgeren – og samtidig aflaste vores medarbejdere. Endelig er flytningen til det nye Universitetshospital en helt central opgave, hvor det tekniske og digitale setup skal fungere fuldt ud, hver gang en afdeling flytter ind”.

Med udnævnelsen får Region Nordjylland dermed en it-direktør med både indgående lokalkendskab og solid erfaring til at stå i spidsen for en af regionens mest centrale funktioner i de kommende år.