Sport
Nyt DBU-fodboldcenter på vej til Aalborg: Skal samle nordjysk fodbold
Aalborg er udpeget som én af ni værtsbyer i projektet “Hele Danmarks Klubhus” – med planer om udvidelse på Hornevej i Aalborg Øst
Aalborg valgt som nordjysk samlingspunkt
Aalborg er i dag blevet udpeget som én af ni byer i Danmark, hvor der skal opføres et nyt DBU fodboldcenter. Centret skal ifølge projektet styrke fællesskaber, trivsel og bevægelse for børn, unge og frivillige i dansk fodbold.
Udpegningen sker som en del af DBU-projektet “Hele Danmarks Klubhus”, hvor DBU har valgt ni kommuner på baggrund af både geografisk placering og kommunernes engagement samt hensigt om at sikre rammerne for et kommende center.
Læs også:
Borgmester: “En rigtig god investering i fremtiden”
Borgmester Lasse Frimand Jensen ser store perspektiver i, at Aalborg bliver nordjysk omdrejningspunkt for et af de nye centre. Han peger på, at planerne handler om en udvidelse på Hornevej i Aalborg Øst, hvor også AaB af 1885 hører til.
“Jeg er enormt glad og taknemmelig for, at DBU har valgt Aalborg som nordjysk samlingssted for et nyt DBU fodboldcenter. Aalborgs fodboldhjerte vil vokse sig større og stærkere med en udvidelse på Hornevej i Aalborg Øst, hvor også AaB af 1885 hører til. Med et nyt fodboldcenter forener vi en stærk historie med et fremtidigt fællesskab på tværs af klubber, skoler og lokalsamfund i hele Nordjylland. Jeg håber, at byrådet giver fuld opbakning til den videre politiske proces, da jeg ser det som en rigtig god investering i fremtiden,” siger borgmester Lasse Frimand Jensen.
220 millioner kroner i støtte
Projektet er støttet med 200 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 20 millioner kroner fra DBU. Det nye fodboldcenter i Aalborg bliver dermed en del af DBU’s samlede initiativ “Hele Danmarks Klubhus”.
Rådmand: Centret kan blive et løft for hele regionen
Også i Aalborg Kommune ser man projektet som en mulighed for at udvikle idræts- og fællesskabsrammerne i Nordjylland. Rådmand for Klima, Kultur og Sundhed, Jan Nymark Rose Thaysen, fremhæver kommunens eksisterende samarbejde med DBU.
“Hele Danmarks Klubhus er et visionært og ambitiøst projekt, som jeg er meget glad for, at vi kan blive en del af. Aalborg Kommune har i forvejen et stærkt samarbejde med DBU omkring “Velfærdsalliancen,” hvor fodbold og sport også er kernen i at skabe sundhed og trivsel bredt i samfundet. Jeg er overbevist om, at et nyt fodboldcenter i Aalborg vil blive en nytænkende og spændende idrætsfacilitet for hele regionen, som vil give oplevelser og fællesskaber for mange børn og unge med særligt fokus på det legende og kreative,” siger Jan Nymark Rose Thaysen, der er rådmand for Klima, Kultur og Sundhed.
DBU: Kommuner skal være med til drift og vedligehold
Direktør for Hele Danmarks Klubhus, Kenneth Reeh, glæder sig over, at ambitionen om ni regionale centre nu er blevet konkretiseret.
“Det er meget positivt, at det i tæt samarbejde med kommunerne og DBU’s lokalunioner nu er lykkedes at få ambitionerne om ni regionale fodboldcentre ud at leve. Kommunerne viser hver især, hvordan både geografisk placering og lokalt engagement kan bidrage til at samle og udvikle fællesskaberne i fodbolden,” siger Kenneth Reeh.
De ni udvalgte kommuner får ifølge projektbeskrivelsen en central rolle ved at stille arealer til rådighed og samtidig bidrage til drift og vedligehold.
Det skal fodboldcentrene indeholde
De nye DBU Fodboldcentre vil blandt andet bestå af:
- Et innovativt baneanlæg, der understøtter legende fodboldmiljøer for børn, unge og frivillige
- Et klubhus til sociale aktiviteter, netværk og uddannelse i regionen
- En Play Agent, der fungerer som vært og inspirator for legende og inkluderende fodboldmiljøer
- Et aktivitetsprogram med arrangementer og events for klubber, skoler, daginstitutioner og andre målgrupper
Ud over Aalborg har DBU godkendt placeringer i Holstebro, Silkeborg, Vejen, Odense, Nykøbing Falster, Høje Taastrup, København og Rønne.
Læs også: