Nyheder

Vinterkaos på vejene: Alm. Brand har hjulpet 358 bilister på under et døgn

Flest sad fast i glat føre – selskabet advarer om ventetid og opfordrer til at pakke bilen til kulde og kø

Søren Greve
Af Søren Greve 8. februar 2026

Vintervejret med frostgrader, glatte veje og sne har det seneste døgn givet problemer for bilister i hele landet. Alm. Brand Group oplyser, at koncernen i samarbejde med SOS Dansk Autohjælp har hjulpet i alt 358 bilister siden torsdag eftermiddag.

Ifølge selskabet handler langt de fleste henvendelser om biler, der ikke kunne komme videre i det glatte føre.

Fritrækninger og bugseringer fylder mest

Det er især fritrækninger, bugseringer og starthjælp, der har domineret opgaverne, fortæller direktør for Motor i Alm Brand Group, Christian Johansen.

”Status fredag eftermiddag er, at vi sammen med vores samarbejdspartner SOS Dansk autohjælp har haft rygende travlt med at hjælpe nødstedte bilister. Det vi særligt ser, er fritrækninger, bugseringer og starthjælp som står for 8 ud af 10 assistancer, vi har udført siden torsdag eftermiddag,” siger Christian Johansen.

Hovedstadsområdet særligt ramt

Alm. Brand peger på, at vintervejret har været usædvanligt, og at især hovedstadsområdet er blevet hårdt ramt af store snemængder.

”Det voldsomme vintervejr har givet nogle usædvanligt travle dage. Fredag har vi haft 50 pct. flere assistancer end på normal fredag,” siger Christian Johansen og fortsætter:

”Vores vigtigste opgave er at få danskerne sikkert frem eller hjælpe dem hurtigt videre, hvis uheldet er ude. Der kan opstå ventetid, da der sker mange uheld på vejene. Derfor skal du sørge for at have tæpper, mad og drikke med i bilen.”

Sammenfald med vinterferie giver ekstra pres

Selskabet fremhæver, at vejrsituationen falder sammen med starten på vinterferien, hvor der typisk er flere biler på vejene end normalt – og det kan øge risikoen.

“Når mange danskere er på vej på ferie eller rejser på tværs gennem landet samtidig med masser af sne og glatte veje, stiger risikoen for farlige situationer. Derfor er det vigtigt at være ekstra agtpågivende og tage højde for, at der er flere trafikanter end normalt,” siger Christian Johansen.

Vinterberedskab og SMS til 190.000 kunder

Alm. Brand Group oplyser, at koncernen aktiverede sit vinterberedskab onsdag. Samtidig blev der sendt SMS’er til 190.000 kunder i stort set hele landet med råd om forberedelse før den varslede snestorm og kraftige snefald torsdag.

Direktøren oplyser også, at kundecentret er bemandet til både skadesanmeldelser og spørgsmål om dækning, og at der er planlagt efter et øget pres i forbindelse med vintervejret.

Gode råd til turen i vinterføre

Alm. Brand Group opfordrer bilister til at tage ekstra forholdsregler, hvis de skal ud at køre:

  • Tænk dig godt om, når du kører og sænk farten.
  • Sørg for at have mad og drikke med i bilen
  • Hver forberedt med tæpper i bilen, skovl samt en opladt mobiltelefon
  • Medbring varmt tøj, sko og handsker
  • Medbring slæbetov og sneskovl, hvis du skulle køre fast
  • Medbring startkabler, værktøj, stik
  • Stå tidligere op end normalt og kom afsted i god tid, så du ikke behøver at presse farten på vejen
  • Hav nummeret på Vejhjælp med i bilen