Kultur

Jes Dorph fortæller sin historie i Als: Fra tv-top til MeToo-sag – og sejr i Højesteret

Personligt foredrag om fyring, mediestorm og kampen for retfærdighed

Søren Greve
Af Søren Greve 27. februar 2026

I tre årtier var Jes Dorph-Petersen en af Danmarks mest kendte og populære tv-værter. Men i 2021 ændrede hans liv sig markant, da han blev ramt af en MeToo-sag, som førte til, at han blev fyret fra TV 2 og omtalt som krænker i medierne.

Nu besøger han Als Sport og Event med et foredrag, hvor han fortæller sin egen version af forløbet – om det pludselige fald, om mediestormen og om kampen for at få sin ære tilbage.

“En kafkask proces”

Jes Dorph har tidligere kaldt forløbet “kafkask”. Han mener selv, at anklagerne mod ham var grundløse, og at den advokatundersøgelse, der lå til grund for fyringen, var fejlbehæftet.

Sagen endte i retssystemet, og Jes Dorph-Petersen vandt ved Højesteret. Dommen betød, at advokaten bag undersøgelsen blev pålagt at betale ham to millioner kroner i erstatning for sin forkerte ageren i forbindelse med advokatundersøgelsen på TV 2.

Sejren i Højesteret har ifølge Jes Dorph været et vigtigt skridt i hans kamp for retfærdighed – men han lægger ikke skjul på, at årene siden 2021 har været personligt krævende.

De personlige omkostninger

I foredraget fortæller han åbent om, hvordan det føles, når ens navn og omdømme pludselig forbindes med alvorlige anklager, og når man oplever at blive stemplet som et dårligt menneske.

Han har fortalt, at han i perioden har søgt hjælp hos psykologer, terapeuter og præster for at håndtere presset og de psykiske konsekvenser.

En bredere kamp

I dag siger Jes Dorph, at hans kamp ikke kun handler om ham selv, men også om retssikkerhed – herunder mænds retssikkerhed i sager om krænkelser.

Foredraget beskrives som hudløst ærligt, og efter oplægget er der åbent for spørgsmål fra salen.

Som Jes Dorph selv formulerer det:

“Jeg har ikke noget at skjule – og jeg har god samvittighed.”

Publikum får dermed mulighed for at høre hovedpersonens egen fortælling om et af de mest omtalte MeToo-forløb i dansk mediehistorie – og om den juridiske afslutning, der gav ham medhold ved landets øverste domstol.

Link til billetsalg