Sport
3F fortsætter som hovedsponsor for Superligaen
Samarbejdet mellem landets største fagforening og Danmarks bedste fodboldrække forlænges med to år
Navnet 3F Superliga bliver hængende over Danmarks bedste fodboldrække i mindst to sæsoner endnu. 3F og Superliga A/S har forlænget deres samarbejde, så 3F fortsat er hovedsponsor for ligaen.
Partnerskabet går tilbage til sæsonen 2019/20 og har siden knyttet Danmarks største fagforening og landets største sportsturnering tættere sammen.
Fællesskab som fælles værdi
Hos 3F lægger formand Henning Overgaard vægt på de værdier, der binder samarbejdet sammen.
“Vi er meget glade for og stolte over vores samarbejde med 3F Superliga og klubberne. Fodbold er en arbejdersport, der bygger på fællesskab og sammenhold og troen på, at helheden er mere end summen af de enkelte dele. Værdier, vi som Danmarks stærkeste fagforening, står fuld og helt på mål for og har helt inde i vores DNA. Vores medlemmer får har fri adgang til alle kampe, hvilket rigtig mange benytter sig af, samtidig med at det styrker vores brand,” siger 3F’s formand Henning Overgaard.
Ifølge 3F har samarbejdet blandt andet givet medlemmerne adgang til billetter og særlige fordele i forbindelse med kampene.
Læs også:
Stigende tilskuertal
Siden 3F trådte ind som hovedsponsor, har tilskuertallene i 3F Superliga været støt stigende. Mange 3F-medlemmer har fundet vej gennem indgangene på de danske stadions, lyder det.
Også hos Superliga A/S er der tilfredshed med forlængelsen.
“Vi er stolte over at kunne fortsætte det gode samarbejde med 3F. Danmarks største fagforening er en perfekt partner for Danmarks største sportsturnering, og vores samarbejde har fungeret utroligt godt de seneste seks år. Ligesom hos 3F står fællesskab og sammenhold højt på dagsordenen – og 3F Superliga er med til at samle Danmark og danskerne, uanset om det er på lægterne eller foran tv’et og på tværs af alder, fag og indtægt,” siger formand i Superliga A/S, Thomas Christensen.
Med den nye aftale er navnet 3F Superliga dermed sikret for de kommende to sæsoner, og samarbejdet mellem fagforening og fodbold fortsætter.
Læs også: