Forbruger

Sparekassen Danmark fylder 175 år: Historien begyndte med en læge på Store Torv i Hobro

Pengeinstituttet har rødder i 1851 – og vil markere jubilæet løbende gennem 2026 med lokale tiltag

Søren Greve
Af Søren Greve 4. marts 2026

Et stykke lokal finanshistorie rundede i marts et sjældent jubilæum. Den 8. marts 1851 blev Spare- og Laanekassen for Hobro og Omegn grundlagt – det, der i dag er Sparekassen Danmark Hobro. Dermed er der gået 175 år, siden den første sparekasse slog dørene op i byen.

Jubilæet vil ifølge Sparekassen Danmark blive markeret løbende gennem 2026 – ikke med én stor fejring, men med flere mindre tiltag i løbet af året.

Lægen, der flyttede til Hobro for helbredets skyld

Initiativtageren var den praktiserende læge Frederik Ferdinand Ulrich, som flyttede fra København til Hobro i 1842. Årsagen var hans eget skrøbelige helbred.

Dengang havde Hobro 1.173 indbyggere, og Ulrich engagerede sig hurtigt i byens udvikling. Han gik blandt andet ind i kampen for bedre hygiejne og sociale forhold, hvilket førte til opførelsen af Hobros første sygehus. Han tog også del i arbejdet med beplantningen i byen og forbedring af skolevæsenet.

Mødte modstand – men fik vendt stemningen

Selv om både Aalborg og Randers allerede havde fået pengeinstitutter, var det ikke alle i Hobro, der mente, at det var nødvendigt.

Den fremsynede læge mødte ifølge historien modstand fra borgere, der syntes, at byen havde klaret sig fint uden. Stemningen vendte dog, blandt andet fordi Ulrich fik fem af byens fremtrædende mænd med på idéen – heriblandt Hans Peter Anton Bie, som sammen med sin bror var grundlægger af det nuværende Bies Bryghus.

Lørdag den 8. marts 1851 åbnede sparekassen, og interessen var stor. På åbningsdagen mødte 25 borgere op og indskød tilsammen 1.123 rigsdaler og 42 skilling, mens der blev bevilget lån for 500 rigsdaler.

Fra beskedent lokale til fast adresse på Store Torv

I begyndelsen holdt den nye spare- og lånekasse til i et mindre lokale på Store Torv. I 1860 flyttede man til større lokaler i samme ejendom, men væksten fortsatte.

Da Hobros skole på Store Torv brændte i 1880 og ikke skulle genopføres, blev der frigivet en grund. Her blev opført en bygning, som i dag fortsat er en del af Sparekassen Danmark Hobro – centralt placeret på Store Torv i hjertet af byen.

Fusioner og nyt navn – men samme lokale fokus

Siden starten i 1851 er sparekassen blevet til meget mere end en lokal institution. I 2014 blev Sparekassen Hobro og Sparekassen Himmerland til Jutlander Bank, der i 2021 fusionerede med Sparekassen Vendsyssel og blev til Sparekassen Danmark.

I dag har Sparekassen Danmark ifølge oplysningerne godt 360.000 kunder i Danmark.

Regionsdirektør Carsten Brandt Andersen peger på, at bankens lokale forankring stadig er en central del af selvforståelsen.

”Det er meget sigende, at sparekassen i sin tid blev stiftet af en person, der engagerede sig meget i lokalsamfundet og gjorde meget for aktiviteterne og hverdagslivet i Hobro og omegn. Det er nemlig stadig en stor del af vores DNA”, lyder det fra Carsten Brandt Andersen, regionsdirektør hos Sparekassen Danmark.

Han fremhæver samtidig, at sparekassen støtter lokale foreninger gennem sponsorater, og at Sparekassen Danmark Fonden hvert år donerer millioner til foreninger, arrangementer og tiltag i lokalområdet.

”Samtidig er der også en fin parallel til, at stifteren dengang kæmpede for, at det var vigtigt at etablere et pengeinstitut for at være til stede lokalt. Her 175 år senere er det stadig vigtigt for os at være til stede lokalt. Det er en del af vores strategi. Både i dag og i fremtiden”, fortæller Carsten Brandt Andersen.

Sparekassen Danmark har i dag 69 afdelinger – heraf fire i Mariagerfjord Kommune: Arden, Hadsund, Mariager og Hobro.

Guldbryllup – også som kunder

Med 175 år på bagen er det ikke muligt at finde nogen, der har været med helt fra begyndelsen. Men nogle kunder har alligevel fulgt sparekassen gennem store dele af livet.

Ægteparret Svend og Jette Kuch har været kunder i 52 år, siden de flyttede til Vebbestrup i 1974, hvor de valgte det, der dengang hed Sparekassen Hobro.

”Da vi flyttede til Vebbestrup i 1974, ville vi have et nyt pengeinstitut, og her faldt valget på Sparekassen Danmark, der dengang hed Sparekassen Hobro”, fortæller Svend Kuch.

Svend Kuch, der var skolelærer og aktiv i foreningslivet, siger, at han især har lagt mærke til sparekassens lokale støtte.

”I tillæg til, at vi altid har været meget glade for både de medarbejdere, produkter og vilkår, som vi har haft, så har vi altid været imponerede over den lokale opbakning, som Sparekassen Danmark har ydet til forskellige initiativer og aktiviteter. Det har virkelig gjort en kæmpe forskel, hvilket jeg har oplevet og mærket, både som skolelærer og som aktiv foreningsmand,” lyder det fra Svend Kuch.

Små markeringer gennem hele 2026

Sparekassen Danmark oplyser, at jubilæet ikke bliver markeret med en stor fest eller reception, men med mindre jubilæumstiltag i løbet af 2026.

”Det bliver et jubilæumsår, hvor vi traditionen tro vil være til stede, hvor der sker noget i Hobro og omegn. Her vil vi poppe op med forskellige, hyggelige jubilæumstiltag”, slutter Carsten Brandt Andersen.