Forbruger
Valsgård Vandværk skifter til digitale målere for at holde øje med vandspild
548 nye fjernaflæste målere skal give bedre overblik over forbruget, hurtigere lækageopsporing og mere præcis afregning for forbrugerne i Valsgård
Valsgård Vandværk har udskiftet 548 mekaniske vandmålere med fjernaflæste ultralydsmålere. Målet er at styrke overvågningen af ledningsnettet, opdage lækager tidligere og give et mere præcist grundlag for afregning af vandforbrug.
Det oplyser Brunata A/S i en pressemeddelelse.
Vil være på forkant
Hos Valsgård Vandværk ser man udskiftningen som en måde at fremtidssikre forsyningen på, selv om vandværket ifølge formanden i forvejen har haft et meget lavt vandtab.
Anders Jensen, formand for Valsgård Vandværk, siger:
– Vi har været forskånet for uheld og rørskader i mange år og har et ekstremt lavt vandtab. Men det ændrer ikke på, at vi skal fremtidssikre os selv. Med de digitale målere tager vi et vigtigt skridt for at sikre, at vandtabet forbliver lav.
Han peger samtidig på, at vandværket nu kan følge forbruget langt tættere end før.
– Før skulle vi fysisk ud at aflæse målerne. Nu kan vi fra kontoret se, hvor meget vand vi pumper ud, og hvor meget forbrugerne bruger. Hvis uheldet skulle ske, og der kommer lækage, kan systemet identificere det med det samme og give os en alarm, nærmest uanset hvor lille lækagen er. Det giver en langt større tryghed og sikkerhed for os og for forbrugerne.
Læs også:
Fokus på lækager og vandtab
Ifølge pressemeddelelsen ligger det samlede vandtab i Danmark i gennemsnit på syv procent. Det svarer til, at 25 millioner kubikmeter vand hvert år forsvinder mellem vandværker og forbrugere.
Brunata fremhæver, at digitale målere kan registrere meget små vandstrømme og dermed gøre det lettere at opdage begyndende lækager.
Claus Jensen, salgschef og rådgiver inden for forsyningsbranchen hos Brunata, siger:
– Digitale målere registrerer kontinuerligt flow ned til otte liter i timen – fire til fem gange mere præcist end mekaniske målere. Den forskel kan altså mærkes på den økonomiske bundlinje. Ikke-faktureret vand tæller også som spild i regnskabet, så det er helt afgørende at vide præcist, hvor vandet forsvinder hen, og det kan et konstant lavt flow afsløre.
Han peger også på, at mindre utætheder kan udvikle sig over tid.
– Rør knækker sjældent fra den ene dag til den anden. De revner og siver. Et knækket vandrør kan blive rigtig dyrt, dels i straf for vandtabet, dels i udbedring af skaden. Lækageovervågning bliver derfor et afgørende styringsværktøj for vandværkerne.
Kan også komme borgerne til gavn
De nye målere skal ikke kun bruges af vandværket. Ifølge pressemeddelelsen kan forbrugerne også selv følge deres timeforbrug og reagere, hvis der opstår tegn på utætheder i hjemmet.
Anders Jensen siger:
– Vi har ikke mindre spild end før, men vi kan se det tidligere og mere præcist. Det giver os et helt andet overblik. Samtidig kan vi yderst præcist dokumentere vandforbruget hos borgerne og faktureringen bliver mere gennemskuelig.
Han fremhæver også, at ansvaret for lækager på egen grund ligger hos den enkelte.
– Ansvaret for lækager på egen matrikel ligger hos den enkelte forbruger. Derfor er de digitale målere ikke kun værdifulde for os som vandværk. De kan sikre den enkelte forbruger på en helt anden måde end tidligere, da de også har muligheden for at opdage selv meget små udsving og derfor mindre lækager i deres eget system.
Mere præcis måling i Valsgård
Valsgård Vandværk har ifølge pressemeddelelsen historisk haft et vandtab omkring nul procent. De nye målere bliver derfor især set som en investering i fremtiden og i et bedre datagrundlag.
Hos Brunata peger Claus Jensen samtidig på, at selv små fejl i installationerne hos forbrugerne kan blive dyre.
– Et toilet, der løber så minimalt, at man ikke opdager det, kan hurtig give en merregning på 7.000 kroner om året. Der er betydelige penge at spare ved at overvåge sit forbrug, både i forhold til at ændre vaner og spare på vandet og i forhold til at opdage mindre eller større lækager.
Med udskiftningen får Valsgård Vandværk dermed et mere detaljeret billede af både ledningsnet og forbrug, samtidig med at borgerne får bedre mulighed for selv at følge med i vandforbruget.
Læs også: