Forskning: Kulturlivet bør lytte mere til børns forskellige stemmer

Børn oplever mødet med kulturinstitutioner som museer og teatre på vidt forskellige måder. Det viser resultaterne af forskningsprojektet “BØV – Børns møde med den nationale kulturarv”, som forskere fra Aarhus Universitet står bag.

Projektet har gennem tre år undersøgt, hvordan Nationalmuseet, Det Kongelige Teater og Statens Museum for Kunst arbejder med at give børn adgang til kulturarven – og hvordan børnene selv oplever mødet.

Resultaterne blev præsenteret på konferencen “BØV – Børns møde med den nationale kulturarv” den 9. og 10. marts på Aarhus Universitet.

Børn reagerer forskelligt på kultur

Ifølge forskerne er der stor forskel på, hvad der fanger børn, når de besøger kulturinstitutioner.

”Der er forskel på, hvad der fanger børn indholdsmæssigt, og hvilke formidlingsgreb, der appellerer til det enkelte barn. På voksenområdet er man for længst gået over til ikke alene at målgruppeinddele på baggrund af kategorier som alder, uddannelsesbaggrund og erhverv, men også ud fra holdninger, værdier og interesser. Vores undersøgelser har tydeligt vist, at børn er lige så forskellige,” fortæller Louise Ejgod Hansen, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur og projektleder i BØV.

Projektet tager udgangspunkt i, at børn skal ses som kulturelle medborgere med ret til at opleve og deltage i kulturlivet på lige fod med voksne.

Voksne sætter ofte rammerne

Forskerne peger samtidig på, at børns møde med kulturinstitutioner i høj grad bliver styret af voksne. Det gælder både ansatte på institutionerne og de voksne, børnene besøger stederne sammen med.

”Børnenes møder med kulturinstitutionerne er i høj grad præget af forskellige relationer og rammesætninger. Hvis vi skal give børnene mere indflydelse på dette møde er det derfor også vigtigt at tage deres oplevelser og ageren seriøst. Også på de tidspunkter, hvor de måske agerer på måder, der er anderledes end hvad vi som voksne eller institutioner forventer,” forklarer Christiane Særkjær, postdoc i projektet.

I projektet har børn selv været inddraget som medforskere. De har blandt andet interviewet andre børn, tegnet deres oplevelser og taget fotos for at vise, hvad der er vigtigt for dem under besøgene.

”Det har været både udfordrende og berigende at invitere børn med ind i forskningsprocessen. Det har bidraget med en viden om børnenes egne overvejelser og perspektiver, som ville være svære at få indblik i på anden vis,” fortæller Christiane Særkjær.

Forskellige tilgange på kulturinstitutionerne

Undersøgelsen viser også, at kulturinstitutionerne arbejder meget forskelligt med at skabe tilbud til børn.

På Statens Museum for Kunst er børneoplevelsen samlet i Børnenes Værksted, hvor børn og unge kan prøve kræfter med selv at skabe kunst. På Nationalmuseet kan børn besøge Børnenes Museum, hvor de må røre ved genstande, klæde sig ud og lege med kulturarven.

Det Kongelige Teater arbejder samtidig på at udvikle et nyt oplevelsesunivers for børn i teaterbygningen Stærekassen i København.

”Når vi kigger på den strategiske indsats for at inddrage børn over tid, er billedet ujævnt. Fokus på børn har været svingende gennem årene, præget af skiftende børnesyn og projektbaserede indsatser,” forklarer Louise Ejgod Hansen.

Ret til at deltage i kulturlivet

En del af forklaringen kan ifølge forskerne ligge i de politiske rammer. FN’s børnekonvention giver børn ret til at deltage i kulturlivet, men denne ret er ikke direkte implementeret i dansk kulturpolitik.

”Det er vigtigt, at børn møder kunst og kultur – det er et standpunkt, der er nemt at blive enige om. Men det er ikke nemt at omsætte det til handling,” forklarer Mette Langeberg Lund, videnskabelig assistent i projektet.

Forskerne håber, at projektet kan skabe mere dialog mellem kulturinstitutioner og forskere – og inspirere flere til at tage børns oplevelser alvorligt.

”Vi håber, at vi kan inspirere andre til at være nysgerrige på børns møde med kulturarv og til at reflektere over, hvordan fysiske og institutionelle rammer såvel som voksnes syn på børn er afgørende for, hvordan mødet forløber,” siger Louise Ejgod Hansen.