Folketingsvalg

Valgflæsk hitter som aldrig før på valgdagen

Nye tal peger på markant større salg af stegt flæsk op til folketingsvalget end både ugen før og ved valget i 2022

Søren Greve
Af Søren Greve 24. marts 2026

Stegt flæsk ser ud til at fylde ekstra meget på tallerkenerne denne valgdagen. Nye tal fra Dagrofa viser en markant stigning i salget af flæsk i dagene op til folketingsvalget sammenlignet både med ugen før og med forrige folketingsvalg i 2022.

Ifølge pressemeddelelsen er salget af flæsk i MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb steget med mere end 200 procent i uge 12 og mandag, dagen før valget, sammenlignet med otte dage tidligere. Samtidig sælger butikkerne omkring en tredjedel mere end ved folketingsvalget i 2022.

Traditionen holder fast

Hos Dagrofa ser man den store interesse som et tegn på, at valgflæsk fortsat er en stærk tradition blandt danskerne.

”Traditionen lever i bedste velgående. Vi oplever i hvert fald, at danskerne har mere appetit på flæsk op til dette valg end forrige valg. Og væksten stammer især fra de seneste 2-3 dage,” siger Jesper Bjerring, kategoridirektør i Dagrofa.

Pressemeddelelsen peger på, at stegt flæsk både spises i private hjem og serveres på restauranter og i kantiner på valgdagen.

Også kantinerne skruer op

Det er ikke kun i detailhandlen, at der bliver solgt mere flæsk. Dagrofa Foodservice melder om mere end en fordobling i salget fra uge 11 til uge 12. De professionelle kunder har ifølge virksomheden købt mere end 2,5 ton ekstra stegt flæsk sammenlignet med en normal uge.

”Vores tal viser, at der op til folketingsvalget i 2022 blev solgt markant mere stegt flæsk, og den samme udvikling ser vi også i år, hvor salget i sidste uge blev mere end fordoblet sammenlignet med forrige uge. Helt konkret har vi solgt 2,5 ton mere stegt flæsk i ugen til valget. Det er særligt vores kantinekunder, der omfavner konceptet med at servere stegt flæsk på valgdage, og det virker til at være en tradition, der har bidt sig fast,” siger Jacob Bangsted, kommerciel direktør i Dagrofa Foodservice.

En tradition med lange rødder

Stegt flæsk med persillesovs blev kåret som Danmarks nationalret i 2014. Ifølge pressemeddelelsen går traditionen med flæsk på valgdagen mindst 100 år tilbage, og Nationalmuseet har fundet en opskrift på stegt flæsk med persillesovs i bogen Nutidsmad fra 1929.

Folketingsvalg

Se flere artikler