Erhverv
Rekordstor jobmesse samlede virksomheder og jobsøgende i Mariagerfjord
43 virksomheder og op mod 700 besøgende mødtes med fokus på arbejdskraft, unge og nye jobmuligheder
Mariagerfjord Kommune kunne torsdag den 16. april slå dørene op til en jobmesse i rekordformat. Med 43 deltagende virksomheder og op mod 700 besøgende blev årets messe et stærkt møde mellem lokale arbejdsgivere og borgere på jagt efter nye muligheder på arbejdsmarkedet.
Jobmessen er en del af kommunens indsats for at imødekomme manglen på arbejdskraft og samtidig skabe bedre forbindelser mellem virksomheder og jobsøgende.
Stor opbakning fra erhvervslivet
Årets jobmesse viste ifølge kommunen både styrken i det lokale erhvervsliv og en stor vilje til at tage ansvar for fremtidens arbejdsmarked.
”Vi står i en situation, hvor mange virksomheder mangler arbejdskraft. Derfor er det afgørende, at vi skaber rammer, hvor virksomheder og borgere kan mødes direkte og få øje på mulighederne. Jobmessen er et stærkt eksempel på, hvordan vi som kommune kan understøtte både vækst og beskæftigelse”, siger Jens Riise Dalgaard, formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse.
Læs også:
Særligt fokus på unge
I år var der også et tydeligt fokus på unge. Her handlede det blandt andet om fritidsjob, elevpladser og lærepladser samt om at skabe kontakt mellem unge og virksomheder allerede tidligt.
Tanken er, at tidlige relationer kan styrke rekrutteringen på længere sigt og samtidig åbne døren til arbejdsmarkedet for flere unge i kommunen.
”Det er meget positivt, at vi i år har et stærkt fokus på unge. Vi ved, at relationer skabt tidligt kan være afgørende for fremtidens arbejdskraft. Samtidig ser vi igen i år, at jobmessen skaber konkrete jobmatch, der starter her og udvikler sig til ansættelser”, siger Ulla Virkelyst Søderman, afdelingsleder af Job og Virksomhedsservice i Mariagerfjord Kommune.
Mere end en messe
Jobmessen fungerer ikke kun som et sted, hvor virksomheder kan finde nye medarbejdere her og nu. Den giver også mulighed for at få øje på andre veje til arbejdskraft, blandt andet gennem praktik, opkvalificering og et tættere samarbejde med jobcentret.
Kommunen peger på, at den spiller en aktiv rolle i at støtte virksomhederne i rekrutteringsarbejdet, så de ikke står alene med udfordringerne.
Personlige møder gør en forskel
Blandt de deltagende virksomheder var Rockwool i Øster Doense, som fremhævede værdien af at møde kandidaterne ansigt til ansigt.
”Jobmessen giver os en unik mulighed for at møde kandidater, vi ellers ikke ville have mødt. Det handler ikke kun om CV’er, men om mennesker og potentiale. Her er muligheden for at finde medarbejdere, der kan udvikle sig sammen med os”, siger HR Coordinator fra Rockwool, Abi Pedersen.
Vigtig dag for hele Mariagerfjord
Med rekordstor opbakning fra både virksomheder og borgere blev Jobmesse 2026 en markant begivenhed i Mariagerfjord Kommune.
Samtidig satte messen fokus på både de aktuelle behov for arbejdskraft og den langsigtede opgave med at sikre nye medarbejdere til områdets virksomheder.
Læs også: