Kultur
Niels Krause-Kjær vinder Læsernes Bogpris 2026
Læsere over hele landet har stemt – og i år går prisen til romanen Ude for uden.
Efter tre ugers afstemning står det nu klart, at forfatter Niels Krause-Kjær har vundet Læsernes Bogpris 2026. Prisen uddeles af Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med landets folkebiblioteker.
Vinderen blev offentliggjort og hædret torsdag den 23. april i forbindelse med Det Bibliotekspolitiske Topmøde i Viborg, hvor Niels Krause-Kjær modtog en pris på 50.000 kroner.
Læsere har stemt blandt ti nominerede
Tidligere på året blev ti danske kvalitetsudgivelser nomineret til prisen af Danmarks Biblioteksforening, Bibliotekernes Nationale Redaktion og litteraturfestivalen Ordkraft.
Herefter har læsere over hele landet haft mulighed for at stemme på deres favorit – og det blev altså Ude for uden, der trak flest stemmer.
Læs også:
Ros for både sprog og indhold
Ved prisoverrækkelsen blev bogen fremhævet for sin særlige stil og sit blik på mennesket i samfundet.
”Årets vinder er en meget elegant bog. Den er skrevet i et nøgternt, næsten journalistisk sprog, der giver spændstighed og stor troværdighed til det, der er på spil i bogen rent menneskeligt. Den er ikke direkte politisk, men bestemt samfundsengageret. Den er ikke privat, men dybt personlig. Den vidner om, at vores liv er formet af den tid og de systemer, vi lever i. Den sætter ord og ansigt på en erfaring, som det er lettest at tilgå med en vis tidslig – eller tekstlig – afstand.
I årets vinder er vi inde i sjælen på mennesker, uden for i det danske samfund – og helt ude for uden,” sagde Kirsten Boelt, bestyrelsesleder for Ordkraft, i sin tale.
Erfaren journalist og forfatter
Niels Krause-Kjær er uddannet journalist og har gennem årene haft en lang karriere, blandt andet på Jyllands-Posten, som institutleder på Syddansk Universitet og som vært på DR2-programmet Deadline.
Siden 2023 har han arbejdet som fuldtidsforfatter.
Læsernes Bogpris er blevet uddelt for 23. gang og har til formål at sætte fokus på dansk litteratur – med læserne selv som dommere.
Læs også: