Familie
Flere børn og unge trives i Mariagerfjords folkeskoler
Treårigt skoleprojekt har styrket inklusionen og givet lærere og pædagoger mere faglig sikkerhed
Flere børn og unge i Mariagerfjord Kommune skal kunne trives, lære og være en del af fællesskabet i folkeskolen.
Det er målet med projektet Den Mangfoldige Folkeskole, som efter tre års arbejde nu viser positive resultater i kommunen.
En evaluering viser, at lærere og pædagoger i dag føler sig bedre rustet til inklusionsopgaven end tidligere. Samtidig er medarbejdernes bekymring for opgaven faldet markant.
Bedre klædt på til opgaven
Ifølge Mariagerfjord Kommune markerer kommunen sig som en af de nordjyske kommuner med de bedste resultater i projektet.
“- Vi kan se, at vores målrettede arbejde virker. Lærere og pædagoger føler sig bedre klædt på til opgaven, og det betyder, at flere børn og unge kan trives og udvikle sig i de fællesskaber, de er en del af eller bliver en del af. Det er helt afgørende for os, at alle børn og unge oplever at høre til, siger dagtilbuds- og skolechef Berit Vinther.”
Læs også:
Nye rammer omkring barnet
På Valsgård Skole mærker man ifølge skoleleder Bente Nørskov en tydelig forskel i hverdagen.
Her har medarbejderne arbejdet med at indrette undervisning og rammer efter de børn, der er i klassen, frem for alene at forvente, at barnet skal tilpasse sig.
“- Vi er blevet bedre til at skabe de rette rammer omkring barnet i den almindelige skolehverdag. Det handler om struktur, ro og tæt sparring mellem medarbejdere. Vi arbejder bevidst med at finde de fællesskaber, hvor barnet kan lykkes, også selv om det kun er i et mindre fællesskab. Og så oplever vi i langt højere grad, at det, der hjælper ét barn, ofte gavner resten af klassen, siger Bente Nørskov, skoleleder på Valsgaard Skole.”
Fælles ansvar for trivsel
Også på Søndre Skole og Mariagerfjord 10. klassecenter i Hobro har projektet sat spor.
Her arbejder medarbejderne mere systematisk med elevernes trivsel og deler viden på tværs af teams.
“- Vi drøfter i højere grad elevernes trivsel på tværs i vores forskellige teams og deler viden mere systematisk. Det har styrket vores fælles indsats og gjort os bedre til at skabe rammer, hvor flere elever kan være en del af fællesskabet. Når det lykkes, får flere mulighed for at trives og lære sammen med deres klassekammerater. Det handler netop om at skabe læringsmiljøer med plads til forskellighed, så alle kan trives og udvikle sig, siger Arne Omar Sørensen, skoleleder på Søndre Skole og Mariagerfjord 10. klassecenter.”
Arbejdet fortsætter
Projektet bygger ifølge kommunen videre på flere års arbejde med samarbejde og et fælles børnesyn på skolerne.
Samtidig har indsatsen også en økonomisk baggrund, fordi udgifterne til det specialiserede område gennem en årrække var stigende.
“- Går vi lidt tilbage i tid, kunne vi se, at udgifterne til det specialiserede område steg år for år, fordi flere havde brug for støtte. Hvis vi ikke gjorde noget, ville bunden gå ud af vores økonomi. Også derfor har vi arbejdet så målrettet med at styrke fællesskaber og deltagelsesmuligheder for alle børn og unge, siger dagtilbuds- og skolechef Berit Vinther.”
Om projektet
Den Mangfoldige Folkeskole er et treårigt udviklingsprojekt, der skal styrke inklusionen i folkeskolen.
Projektet er gennemført i samarbejde mellem de nordjyske kommuner med støtte fra A.P. Møller Fonden. Mere end 1.500 medarbejdere har været involveret.
I Mariagerfjord Kommune har omkring 140 lærere, 40 pædagoger og 60 ledere deltaget.
Læs også: