Natur
Millionpulje skal hjælpe lokale frivillige med at forbedre vandmiljøet
Danmarks Naturfredningsforening og VELUX FONDEN åbner igen for støtte til projekter ved søer, vandløb, fjorde, kyster og hav
Lokale frivillige i Danmarks Naturfredningsforening kan nu søge penge til projekter, der skal skabe opmærksomhed om og forbedre vandmiljøet.
Danmarks Naturfredningsforening og VELUX FONDEN viderefører partnerskabet Blåt Guld, som siden 2024 har støttet lokale frivillige indsatser for Danmarks vandmiljø.
En million kroner i puljen
Med puljen er der afsat i alt en million kroner til aktiviteter, der kan gavne livet i og omkring søer, vandløb, fjorde, kyster og hav.
Støtten kan blandt andet gå til naturformidling for børn og voksne, lokale arrangementer, dokumentation af vandmiljøets tilstand eller konkrete indsatser, der kan være med til at genoprette vandmiljøet.
Læs også:
Skal gøre det lettere at handle lokalt
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er formålet både at styrke det lokale engagement og skabe mere opmærksomhed om de problemer, vandmiljøet står over for.
”De fleste danskere er i dag opmærksomme på, hvor skidt vores vandmiljø har det. Men samtidig ved vi, at mange er i tvivl om, hvordan de kan gøre en forskel. Derfor er en pulje som Blåt Guld en enormt vigtig håndsrækning til de frivillige, som gerne vil gøre noget, men mangler rammerne”, siger Mikkel Havelund, der er engagementschef i Danmarks Naturfredningsforening.
Frivillige over 60 år er i fokus
Puljen har også et særligt fokus på seniorfrivillige. For at et projekt kan få støtte gennem Blåt Guld, skal mindst én af initiativtagerne være 60 år eller derover.
”VELUX FONDEN vil gerne støtte den store indsats, som de frivillige i Danmarks Naturfredningsforening gør for at passe på vores vandmiljøer. Samtidig ønsker vi at styrke handlekraften blandt frivillige, som med stor erfaring og engagement kan gøre en konkret forskel lokalt”, siger Trine Heidemann, vicedirektør i VELUX FONDEN.
Ansøgninger behandles løbende
Ansøgninger til Blåt Guld behandles løbende frem til 1. maj 2027. Projekterne skal være afsluttet senest ét år efter, at støtten er bevilget.
Puljen kan søges af frivillige og aktive i Danmarks Naturfredningsforening.
Læs også: