Forbruger

Tysk dom kan få betydning for danskernes grænsehandel

Ny afgørelse fastslår, at tyske pantregler også gælder danske kunder i grænsebutikker

Søren Greve
Af Søren Greve 21. maj 2026

En ny tysk dom kan få mærkbar betydning for danskernes grænsehandel.

Forvaltningsdomstolen i Slesvig har afgjort, at pantpligten også gælder danske kunder, når de køber drikkevarer i tyske grænsebutikker. Samtidig er myndighederne blevet pålagt at kontrollere, om reglerne bliver overholdt.

Kan ramme pantfri grænsehandel

Hos De Samvirkende Købmænd, DSK, bliver dommen kaldt principiel.

“Det her er en meget principiel og vigtig dom. Når tyske butikker sælger drikkevarer i Tyskland, skal de naturligvis følge de samme pantregler over for danske kunder som over for alle andre,” siger adm. direktør i De Samvirkende Købmænd (DSK), Jannick Nytoft.

Ifølge DSK kan afgørelsen få betydning for grænsehandlen, der samlet set udgør op imod ni milliarder kroner årligt alene for dagligvarer.

Over 500 millioner dåser krydser grænsen

DSK oplyser, at danskerne hvert år hjemtager mere end 500 millioner dåser fra Tyskland til Danmark.

Brancheorganisationen peger på, at det medfører store mængder transport over grænsen og en belastning af både klima, miljø og infrastruktur.

“Dommen sender et klart signal om, at de særlige konstruktioner omkring pantfri grænsehandel ikke nødvendigvis holder juridisk. Det kan både styrke danske butikker og være med til at reducere den meget omfattende og miljøbelastende transport af drikkevarer og emballage over grænsen,” siger Jannick Nytoft.

Kan ankes

Dommen er endnu ikke nødvendigvis det sidste ord i sagen. Ifølge pressemeddelelsen kan afgørelsen ankes inden for fire uger, eksempelvis af grænsebutikkerne.