Kultur
Musik i Østerskoven vender tilbage i nye rammer ved DS Arena
Festivalen i Hobro rykker ud på ny plads, men lover samme hyggelige stemning, livemusik og fest fredag den 12. juni 2026
Der bliver igen musik, fællesskab og festivalstemning i Hobro, når Musik i Østerskoven vender tilbage fredag den 12. juni 2026.
Festivalen holdes fortsat ved DS Arena, men selve festivalpladsen bliver i år flyttet ud på parkeringsarealet uden for fodboldstadionet. Her vil arrangørerne skabe en mere intim festivalplads og samtidig skåne græstæppet inde på stadion.
Selvom placeringen ændres, bliver meget ved det gamle. Publikum kan fortsat se frem til vinbar, caféborde, masser af siddepladser, Hancock-fadøl, cocktails og den hyggelige stemning, som festivalen er kendt for.
Plads til 2.500 gæster
Musik i Østerskoven afholdes for fjerde gang og byder på omkring ti timers livemusik. Pladsen åbner klokken 14.30, og musikken fortsætter frem til midnat.
Den nye festivalplads får plads til omkring 2.500 deltagere.
“Vi har evalueret og kigget på, hvordan vi kan skabe de bedste rammer og den bedste stemning til Musik i Østerskoven, og selvom vi har været glade for at afholde den festlige dag inde på DS Arena, er den nye plads et godt alternativ, hvor vi samtidig giver tid til den sommerrenovering som græstæppet behøver. Vi lægger os i selen for at sikre, at den nye plads bliver mindst lige så hyggelig og festlig som den tidligere,” siger Thomas Floor, formand for Eventforeningen.
Læs også:
Kendte navne på programmet
Musikprogrammet for MIØ26 tæller Poul Krebs, Nikolaj & Piloterne, Bryan Adams Tribute og Almost AC/DC.
Ifølge arrangørerne er der fortsat fokus på musik, der kan samle publikum til fest og glade dage.
“Musikprogrammet er så småt ved at være på plads, hvor tre af de fire navne er booket, og vi glæder os til at offentliggøre navnene senere i dag. I forhold til de tidligere år har vi skruet lidt på musikbudgettet, men vi har fortsat haft fokus på at booke bands, der er garant for fest og glade dage,” siger Thomas Floor.
Billetter og praktisk info
En entrébillet til Musik i Østerskoven 2026 koster 275 kroner inklusive gebyr. Billetten giver adgang til unummererede stå- og siddepladser på pladsen.
Arrangementet foregår udendørs ved DS Arena på Amerikavej 9 i Hobro. Det er tilladt at medbringe tæpper og mindre tasker eller rygsække, men mad, drikkevarer, flasker, stole, telte, paraplyer, parasoller og dyr må ikke medbringes.
Når festivalpladsen lukker ved midnat, fortsætter festen med MIØ Afterparty i Sparekassen Danmark Loungen, hvor der er mulighed for at købe blandt andet drinks, fadøl, sodavand og shotsrør.
Arrangør bag Musik i Østerskoven er Eventforening Hobro IK.
Læs også: