Alarm 112

Indbrudstyve stjal designermøbler og lamper: Nu er de dømt

To mænd er idømt længere fængselsstraffe for organiserede indbrud flere steder i Jylland, blandt andet i områderne omkring Hobro og Randers.

Søren Greve
Af Søren Greve 29. maj 2026

To mænd blev onsdag dømt i Retten i Randers for en række indbrud og indbrudsforsøg, hvor der især blev stjålet designermøbler og designerlamper.

Indbruddene blev begået i en kortere periode i 2025 flere steder i Jylland, herunder i omegnen af Randers og Hobro. Også områder omkring Aarhus, Skanderborg, Silkeborg og Viborg indgik i sagen.

Stjal store værdier

En 26-årig mand blev idømt et år og ni måneders ubetinget fængsel for 13 indbrud og fire indbrudsforsøg.

Hans 23-årige medsammensvorne blev dømt for ni indbrud og fire indbrudsforsøg og fik halvandet års fængsel.

Ifølge Østjyllands Politi gik tyvene primært efter designermøbler og designerlamper. Politiet vurderer, at der samlet blev stjålet for store værdier.

Naboer bemærkede sort Audi

Sagen blev blandt andet opklaret ved hjælp af opmærksomme naboer og videoovervågning fra private hjem.

Ved flere af indbruddene havde naboer lagt mærke til en sort Audi, som kørte rundt i kvartererne. Det blev et vigtigt spor for politiet og var med til at rette mistanken mod den 26-årige mand.

Han blev senere fanget på fersk gerning under et indbrud i Viborg af Midt- og Vestjyllands Politi.

Dømt for grove indbrud

Østjyllands Politi havde allerede den 26-årige i kikkerten, fordi flere indbrud havde samme fremgangsmåde. Efterforskerne kunne ved hjælp af overvågning og vidneudsagn kæde flere sager sammen.

“Retten var enig med anklagemyndigheden i, at der var tale om indbrud af særlig grov beskaffenhed på grund af omfanget, og fordi det var så organiseret. Mændene var maskerede, de stjal tilfældige nummerplader, som de satte på deres bil, når de skulle begå indbrud, og det er store værdier, de samlet har stjålet for. Den særlige grove paragraf de blev dømt under, var med til at give straffen et hak opad,” siger anklager Simon Frier fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Ros til vidner

Anklageren fremhæver, at borgernes oplysninger og private videooptagelser havde stor betydning for sagen.

“Der er rigtig gode vidner i sagen, og der er flere, der har haft god og brugbar videoovervågning. Samtidigt har det været et massivt politiarbejde, og der har været over næsten 3000 sider fra efterforskningen i sagen,” forklarer Simon Frier.

Da indbruddene blev begået i flere politikredse, har Nordjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi, Sydøstjyllands Politi og Østjyllands Politi samarbejdet om sagen.

De to mænd erkendte nogle af indbruddene, men nægtede andre. Det er uvist, om dommen bliver anket.