Fritid

Mange danskere glemmer vigtigt ferietjek før afrejse

Over 60 procent undersøger aldrig adgangen til lægehjælp og sygehus på feriedestinationen, viser ny undersøgelse

Søren Greve
Af Søren Greve 9. juni 2026

Når ferien skal planlægges, bruger mange danskere tid på at finde hotel, restauranter og oplevelser. Men et vigtigt punkt bliver ofte glemt.

En ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige, viser, at over 60 procent af danskerne aldrig undersøger, hvor de kan få lægehjælp eller komme på sygehus på feriedestinationen.

Det kan ellers være afgørende viden, hvis sygdom eller uheld rammer under ferien.

Hjælpen kan være langt væk

Ifølge Gjensidige handler mange henvendelser fra danskere på ferie om behov for akut lægehjælp i udlandet.

”Langt de fleste henvendelser, vi modtager fra danskere på ferie, handler om behov for akut lægehjælp i udlandet. Rejseforsikringen hjælper med at finde det nærmeste behandlingssted, men befinder man sig på vandreture i bjergområder, safari eller andre mere afsides destinationer, kan hjælpen være længere væk, end man måske forventer. Derfor er det en god ide at tjekke inden afrejse, hvor langt der er til nærmeste behandlingssted”, siger Lene Ovesen, direktør i Rejseskade.

Særligt vigtigt for ældre og syge

Rejser man med ældre eller svagelige familiemedlemmer, er der ifølge Lene Ovesen særlig grund til at undersøge forholdene på forhånd.

”Er du selv svagelig eller rejser med familie, der har kendte helbredsproblemer, er det særligt en god ide at tjekke op på destinationen og adgangen til lægehjælp inden afrejse. Selvom en ferie på en remote ø kan lyde tillokkende, kan det gøre, at der er længere til nærmeste lægehjælp, skulle behovet opstå”, siger hun.

Ved kendt sygdom anbefaler hun også, at man husker den medicinske forhåndsvurdering.

Kun få tjekker altid

Undersøgelsen viser, at 10 procent altid undersøger adgangen til lægehjælp og sygehus inden afrejse. 11 procent gør det af og til, mens 13 procent gør det sjældent.

62 procent svarer, at de aldrig gør det, og 4 procent svarer “ved ikke”.

Undersøgelsen er gennemført af YouGov for Gjensidige i april 2026 blandt 946 repræsentative danskere over 18 år.