Nyheder

Hvem fortjener Handicapprisen 2026? Nu kan kandidater indstilles

Mariagerfjord Kommune leder efter personer, foreninger og virksomheder, der gør en særlig indsats for, at mennesker med handicap kan være en del af fællesskabet.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 12. august 2026

Hvem gør en særlig forskel for borgere med handicap i Mariagerfjord Kommune? Det spørgsmål er aktuelt, når der nu skal findes en modtager af Handicapprisen 2026.

Handicaprådet i Mariagerfjord Kommune uddeler hvert år prisen til en enkeltperson, gruppe, forening, institution eller virksomhed, der gør en beundringsværdig indsats for kommunens borgere med handicap.

Føtex Hobro modtog prisen sidste år

I 2025 gik Handicapprisen til Føtex Hobro for varehusets arbejde med at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til forskellighed.

Et eksempel er medarbejderen Tore, der blandt andet har ansvaret for papir og pap på lageret.

Men kollegaskabet handler også om andet end de daglige arbejdsopgaver. En gang om måneden tager Tore og butikschef Niels en tur i den lokale skinkekutter. Her bliver der spist hotdogs og talt om stort og småt – og selvfølgelig verdenssituationen.

Turene er en del af arbejdsdagen og det kollegaskab, de har bygget op.

Et skulderklap til den særlige indsats

Formålet med Handicapprisen er at anerkende de gode eksempler og give et skulderklap til dem, der er med til at give borgere med handicap en god og indholdsrig hverdag.

Samtidig skal prisen inspirere andre til også at gøre en indsats for mennesker med handicap.

Derfor kan årets kandidat være mange forskellige: en person, en gruppe, en forening, en institution eller en virksomhed.

Kender man nogen, der gør en særlig indsats for, at mennesker med handicap får mulighed for at være med og blive en del af fællesskabet, kan kandidaten indstilles til Handicapprisen 2026.