Nyheder

Før du tager til vagtdyrlægen: En faglig vurdering kan gøre forskellen

Det kan være svært at vurdere, om hunden, katten eller kaninen skal til vagtdyrlægen med det samme. Nye tal fra et forsikringsselskab viser, at en faglig vurdering i mange tilfælde kan afklare, hvad der skal ske.

Maria Just
Af Maria Just 8. september 2026

Hunden bliver pludselig halt søndag aften. Katten begynder at kaste op, eller kaninen virker mere sløv end normalt. For mange kæledyrsejere opstår spørgsmålet hurtigt: Skal man kontakte vagtdyrlægen med det samme, eller kan det vente, til den almindelige dyrlæge åbner?

Nye tal fra Agria Dyreforsikrings digitale dyrlægerådgivning viser, at 85 procent af henvendelserne det seneste år kunne håndteres uden akut behandling samme dag.

Kun 15 procent havde behov for akut behandling

Tallene viser, at 55 procent kunne hjælpes med råd og vejledning hjemme.30 procent blev anbefalet at kontakte deres egen dyrlæge i normal åbningstid, mens 15 procent havde behov for akut behandling samme dag.

Ifølge Agria kan en digital konsultation derfor være et første skridt, når ejeren er usikker på, hvor alvorlige symptomerne er.

Opkast og dårlig mave går igen

En af de hyppigste årsager til, at kæledyrsejere henvender sig til den digitale rådgivning, er hunde med dårlig mave eller opkast.

Ved hjælp af en samtale med ejeren og observation via video kan dyrlægen i mange tilfælde vurdere, om hunden kan observeres hjemme, bør til egen dyrlæge eller har behov for akut behandling.

– Som dyrlæge med mere end 25 års erfaring fra både klinik og vagttjeneste troede jeg egentlig, at man skulle have hænderne på patienten for at kunne gøre en mærkbar forskel. Derfor har det overrasket mig, hvor ofte vi via video og samtale kan hjælpe dyreejere til den rigtige beslutning. Med observation og klinisk erfaring kan vi hurtigt vurdere, om dyret har behov for akut behandling, om det kan observeres hjemme med vejledning, eller om det trygt kan vente til egen dyrlæge. Den digitale konsultation erstatter ikke den fysiske – den er et fagligt supplement, som skaber tryghed og hjælper de dyr, der har størst behov for akut behandling, siger Mogens Brix, chefdyrlæge for Agrias digitale dyrlægerådgivning.

Skal ikke erstatte den almindelige dyrlæge

En digital konsultation skal ikke erstatte et fysisk dyrlægebesøg. Den skal ifølge forsikringsselskabet hjælpe ejeren med at få en hurtig veterinærfaglig vurdering, når tvivlen opstår.

– En digital konsultation handler ikke om at erstatte den fysiske dyrlæge. Tværtimod. Den giver dyreejeren en hurtig veterinærfaglig vurdering, når tvivlen opstår, og skaber tryghed i en situation, hvor mange naturligt bliver bekymrede. Samtidig sikrer den, at de dyr, der har størst behov for akut behandling, bliver prioriteret hurtigt, siger Tine Stabell, administrerende direktør hos Agria Dyreforsikring.

Kan spare dyret for unødig stress

Et akut klinikbesøg kan samtidig være stressende for et kæledyr. Transport, ventetid, nye omgivelser, fremmede mennesker og uvante lugte kan ifølge Agria være en belastning for et dyr, der allerede er sygt eller har smerter.

Det gælder særligt katte, kaniner og mindre kæledyr, men også hunde kan blive utrygge.

– Hvis dyret har behov for akut behandling, bliver det naturligvis sendt videre med det samme. Men hvis en dyrlæge vurderer, at det er forsvarligt at observere dyret hjemme eller vente til næste dag, undgår dyret en unødig belastning, samtidig med at ejeren får ro i maven, siger Tine Stabell.

Mange bekymrer sig meget om deres kæledyr

En undersøgelse foretaget af Xtreme Insight på vegne af Agria viser, at 60 procent af danske hunde- og katteejere bekymrer sig lige så meget om deres dyr som om deres nærmeste familiemedlemmer. 11 procent svarer, at de bekymrer sig mest om deres kæledyr, mens 56 procent angiver, at deres største bekymring er, om dyret er sygt eller har smerter.

Undersøgelsen blev gennemført i november 2023 blandt 854 danske hunde- og katteejere.

Digital dyrlægerådgivning tilbydes i dag som en gratis service til kunder hos flere forsikringsselskaber og kan blandt andet være en mulighed om aftenen, i weekender og på helligdage, når den faste dyrlæge har lukket.