Nyheder

Stor landbrugsmesse nærmer sig: Nye maskiner og teknologi på vej til Agromek

Landmænd og andre interesserede fra Randers og omegn kan i november tage turen til Herning, når Agromek samler landbrugserhvervet til fire messedage. Semler Agro er blandt udstillerne og varsler flere maskiner, som ikke tidligere har været vist i Danmark.

Maria Just
Af Maria Just 25. september 2026

For landmænd og andre med interesse for landbruget bliver der mulighed for at se nærmere på nye maskiner og teknologi, når Agromek åbner dørene i MCH Messecenter Herning fra den 24. til 27. november.

Semler Agro er blandt virksomhederne, der deltager på Nordens største landbrugsmesse. Ligesom i 2024 møder virksomheden op med en stor stand, hvor der denne gang blandt andet bliver præsenteret maskiner, som ikke tidligere har været vist i Danmark.

– Vi glæder os rigtig meget til Agromek og til at præsentere en række helt nye maskiner, som ikke tidligere har været vist i Danmark. Der ligger et stort arbejde bag en udstilling som denne, og for os er det i høj grad en holdsport. Derfor ser vi også frem til at stå klar med et motiveret team og vise de besøgende nogle af de løsninger, der skal ud og arbejde i dansk landbrug, lyder det fra Søren Thomasen, Manager, Commercial Solution Center, Semler Agro.

Nye traktorer, sprøjter og høstteknologi

Blandt nyhederne på Semler Agros stand er maskiner inden for traktorer og sprøjter. På området for John Deere-høstmaskiner bliver der samtidig fokus på nye automatikker, der skal bidrage til at øge både kapaciteten og kvaliteten under høsten.

Teknologi og data kommer også til at fylde. Et af fokusområderne bliver John Deere Precision Tech, hvor de besøgende blandt andet kan høre mere om dokumentation af markopgaver, arbejdsplanlægning, redskabsstyring og integration med andre softwareudbydere.

På standen bliver der desuden præsenteret produkter fra Väderstad, blandt andet såmaskiner og jordbearbejdningsmaskiner, mens Kramer bliver repræsenteret med teleskoplæssere.

Vil tale om hverdagen på den enkelte bedrift

Selvom nye maskiner og teknologiske løsninger kommer til at fylde på standen, fremhæver Semler Agro mødet med landmændene som en central del af messedagene.

Her vil virksomheden blandt andet tale med kunderne om deres daglige arbejde og mulighederne for at optimere maskinparken på den enkelte bedrift.

– Det vigtigste for os på Agromek er mødet med kunderne. Vi vil gerne tage dialogen om deres hverdag og om, hvordan vi sammen kan optimere maskinparken på den enkelte bedrift. Samtidig vil vi vise, at Semler Agro ikke kun er leverandør af maskiner. Reservedele og service er en lige så vigtig del af vores forretning, og derfor har vi medarbejdere fra både salg og eftermarked med på standen, forklarer Søren Thomasen og fortsætter:

– Landbruget møder stadig større krav til blandt andet dokumentation og udnyttelse af data, og her vil vi gerne vise, hvordan teknologien kan gøre en reel forskel i den daglige drift. Det handler blandt andet om at få maskiner, data og forskellige softwaresystemer til at arbejde godt sammen. Agromek giver os en rigtig god mulighed for at gå i dialog med kunderne om de behov og løsninger, der bliver vigtige fremover.

Landbrugserhvervet samles i Herning

For Semler Agro handler deltagelsen på Agromek ikke alene om at vise nye produkter frem. Virksomheden fremhæver også messen som et sted, hvor landmænd, leverandører, samarbejdspartnere og andre fra erhvervet kan mødes og udveksle erfaringer.

– Agromek har en enorm betydning som samlingspunkt for landbrugserhvervet. Her møder man kunder, kolleger og samarbejdspartnere, udveksler erfaringer og får nye idéer til, hvordan bedriften kan udvikles. Samtidig giver messen mulighed for at få talt om nogle af de udfordringer, erhvervet står over for. Det er netop i de samtaler, vi som leverandør gerne vil bidrage med viden og løsninger, konstaterer Søren Thomasen.

Semler Agro kommer på årets messe til at stå ved siden af sin nyeste samarbejdspartner Bogballe & Bredal. Her bliver der blandt andet mulighed for at se liftophængte og bugserede spredere til salt, kalk og mineralgødning samt produktnyheder.

Fire messedage i november

Hos Agromek glæder man sig over Semler Agros deltagelse.

– Vi er meget glade for og taknemmelige for den store opbakning, vi oplever fra Semler Agro. Når en markant aktør i branchen møder op med både produktnyheder, teknologi og faglig ekspertise, er det med til at skabe værdi for de besøgende og styrke Agromek som hele landbrugserhvervets mødested. Vi sætter stor pris på samarbejdet og glæder os til sammen med Semler Agro og resten af branchen at byde de besøgende velkommen til fire spændende messedage, siger Claus Hermansen, direktør, Agromek.

Agromek finder sted i MCH Messecenter Herning fra 24. til 27. november 2026.