Aalborg
Aalborg Universitet helt i europæisk top: Kun tre universiteter ligger foran
Aalborg Universitet er igen blandt Europas højest placerede universiteter inden for ingeniørvidenskab. På en ny international rangliste indtager AAU fjerdepladsen – efter otte år i træk i top tre.
Aalborg Universitet kan endnu en gang placere sig blandt Europas førende universiteter inden for ingeniørvidenskab. På den nyeste udgave af U.S. News & World Reports rangliste ”Best Global Universities for Engineering” er AAU placeret som nummer fire blandt de europæiske universiteter.
Universitetets forskning inden for ingeniørfagene omfatter blandt andet forsvarsteknologi, cybersikkerhed og bæredygtige energisystemer.
– Det er rigtig flot, at AAU igen ligger helt i toppen blandt Europas ingeniøruniversiteter. Det skyldes først og fremmest vores mange dygtige forskere og studerende, som hver dag skaber stærke resultater. Samtidig er vi gode til at arbejde på tværs af fag og tæt sammen med virksomheder og samfund om at udvikle teknologi, der gør en forskel, siger Thomas Bak, dekan på Det Tekniske Fakultet for IT og Design på AAU.
Kun tre europæiske universiteter ligger foran
På årets rangliste er det ETH Zurich i Schweiz, Imperial College London i England og Delft University of Technology i Holland, der indtager de tre øverste europæiske placeringer. Herefter følger Aalborg Universitet på fjerdepladsen.
Placeringen betyder dog samtidig, at AAU må sige farvel til en lang ubrudt periode i top tre.
De seneste otte år har Aalborg Universitet været blandt de tre højest placerede europæiske universiteter på ranglisten, og i en årrække har universitetet også ligget helt øverst. I år er AAU gledet én plads tilbage i forhold til sidste år.
Læs også:
Efter otte år ryger podiepladsen
Selvom universitetet denne gang ender lige uden for top tre, ser AAU fjerdepladsen som en anerkendelse af universitetets ingeniørfaglige miljø.
– Konkurrencen er ekstrem tæt på internationalt niveau, og selvom vi er gledet en plads tilbage i forhold til sidste år, så har vi igennem en lang årrække ligget i toppen. Det vidner om, at vi gør mange ting rigtigt på den lange bane, og vi fortsætter med at styrke AAU’s strategiske arbejde med at levere forskning og uddannelse i ingeniørfagene på den absolut øverste hylde i Europa, siger Jesper Wengel, prorektor for forskning på Aalborg Universitet.
Ingeniørvidenskab fylder bredt på AAU
Ingeniørvidenskab er ikke samlet på ét enkelt fakultet på Aalborg Universitet.Området er repræsenteret på tre af universitetets fire fakulteter: Det Tekniske Fakultet for IT og Design, Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet samt Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
Bedømmelsen på den internationale rangliste afspejler dermed forskning inden for ingeniørvidenskab på tværs af en stor del af universitetet.
Med fjerdepladsen fastholder Aalborg Universitet sin placering blandt de højest placerede europæiske universiteter på U.S. News & World Reports rangliste for ingeniørvidenskab – selv om universitetet for første gang i otte år står uden for top tre.
Læs også: