Nyheder
Fransk jazzstjerne kommer til Hobro: Har musikken med sig helt fra Sidney Bechet
Der venter en særlig jazzaften i Hobro fredag den 9. oktober. Her får Jazz Hobro besøg fra Frankrig, når sopransaxofonisten Olivier Franc og hans kvintet indtager Salthallen på Blåkilde med arven efter jazzlegenden Sidney Bechet i bagagen.
Der bliver franske toner og international jazz på programmet, når dørene åbnes til en særlig koncert i Hobro.
Fredag den 9. oktober har Jazz Hobro inviteret den franske sopransaxofonist Olivier Franc og hans kvintet til Salthallen på Blåkilde. Og den franske musiker kommer med en helt særlig forbindelse til en af jazzhistoriens store skikkelser.
Vokset op med Sidney Bechets musik
Olivier Franc har gennem årtier været ambassadør for musikken efter den amerikanske jazzlegende Sidney Bechet, der især blev kendt for sit karakteristiske spil på sopransaxofonen.
Bechet forlod USA efter krigen og tilbragte de sidste ti år af sit liv i Paris, hvor han satte et markant musikalsk aftryk på den franske og europæiske jazzscene.
Her spillede han blandt andet sammen med Olivier Francs far.
Olivier Franc voksede derfor op med Bechets musik tæt inde på livet, og siden 1970’erne har han selv ført den musikalske arv videre på jazzscener rundt om i verden. Undervejs har han også modtaget en række Sidney Bechet-priser.
Læs også:
Mere end nostalgi
Når Olivier Franc og hans kvintet går på scenen i Hobro, bliver det dog ikke udelukkende et tilbageblik på Sidney Bechets musik.
Kvintetten har udviklet sin egen stil og tager også originale kompositioner med på scenen.
Dermed lægger Jazz Hobro op til en aften, hvor den klassiske jazzarv møder musikernes eget udtryk.
Fransk aften i Hobro
Koncerten med Olivier Franc og hans kvintet finder sted fredag den 9. oktober i Salthallen på Blåkilde i Hobro. Billetter kan købes på Jazz Hobros hjemmeside eller ved døren.
Læs også: