Rebild og omegn

Rebild kommune takkede for Con Amore Kulturprisen

Redaktion
Af Redaktion 2. oktober 2019

.
Af Helle Schiønning

Rebild Kommune blev indstillet af 3 foreninger, som fik overrakt deres pengepræmier og gav en lille optræden som tak.

Rebild Kommune havde inviteret de tre foreninger til en lille festlighed, hvor kommunen takkede for indstillingerne til prisen.

Borgmester Leon Sebbelin bød velkommen og takkede for de fine indstillinger fra de tre foreninger.

Birgit Overgaard fra Con Amore juryen begrundede juryens valg og de tre foreninger fik overrakt deres pengepræmier og gav hver især en lille optræden, og viste hvad de kan byde på i deres foreninger.

Kultur- og fritidsudvalgsformand Gert Fischer sluttede af med at fortælle om det igangværende arbejde med at lave en kultur- og fritidspolitik, hvor de tre foreningers indstillinger også kommer til at indgå som input til den nye politik, hvor de har fremhævet de ting, der giver rigtig god mening i den nuværende kulturpolitik, og som kan være værd at videreføre i den nye politik.

17 kommuner blev nomineret til Con Amore Kulturprisen. Heraf gik tre kommuner videre: Rebild kommune, Fredericia Kommune og Vejen Kommune, og det var altså Rebild Kommune, som løb af med hæderen.
Rebild Kommune blev indstillet til nominering af Skørping Marionetteater og Skørping Sangforening af 1895 samt gymnastikgruppen Sirenerne.

Con Amore Kulturprisen hvad er det?

Con Amore Kulturpris hylder kommunernes vigtige opbakning og støtte til amatørkulturen. Prisen gives til den kommune, som med kærlighed gør en ekstraordinær indsats for at få det lokale foreningsbaserede kulturliv til at blomstre. Samtidig er tanken bag prisen, at vinderkommunen kan inspirere kulturindsatsen i andre kommuner.

Ved indstilling af kommunen lægges vægt på:
At den skaber gode rammer for amatørkulturens udøvere
At den har en nedskrevet kulturpolitik
At den støtter nye, banebrydende projekter
At den møder amatørkulturen med lydhørhed og praktisk og/eller økonomisk opbakning
Indstillingen kan også indeholde ting, som ikke er indeholdt i ovenstående, men som indstilleren er særlig glad for

Con Amore Kulturpris 2019 blev uddelt på Kulturmødet på Mors i august 2019. Med en præmie på 8.000 kr. belønner AKKS (Amatørernes Kunst & Kultur Samråd) og DATS (Dansk Amatør Teater og Scenekunst) den enkeltperson eller forening, som har indstillet den endelige vinderkommune. Pengene skal bruges på kulturel aktivitet efter indstillerens valg, fortæller Tina Lauritsen Rasmussen.

Rebild og omegn

Se flere artikler