.
Af Helle Schiønning
DMI har netop udgivet sin månedsprognose – så hvis du er nysgerrig på vejret, så læs med:
Udsigt fra den 13. august 2019 gældende til og med uge 36 (8. september).
Det ustadige vejr fortsætter ind i uge 34 med regn og til tider blæst. Fra sidst på ugen ser det dog ud til, at vi får mere sensommerligt vejr, som ser ud til at fortsætte ind i uge 35 og 36. Prognoserne antyder nemlig, at flere svage højtryksrygge når frem til landet i de efterfølgende uger og giver flere dage med roligt og lunt vejr og nogen sol. Mellem højtryksryggene vil svage fronter dog stadig passere landet med skyer, regn og regnbyger.
Uge 34 starter ustadigt og blæsende. Lavtryk passerer lige nord om Danmark, og de tilhørende fronter giver skyer, regn og til tider blæst til landet. Mellem frontpassager får vi mere sol, men også af og til byger, der kan være kraftige og måske med torden.
Senere på ugen nærmer en højtryksryg sig landet fra vest. Højtryksryggen stabiliserer vejret, og vi får efterhånden roligt vejr med bedre kig til solen. Dog kan svage fronter stadig nå landet fra vest med lidt regn.
Dagtemperaturerne ventes at nå op omkring 20 grader, hvor det bliver varmest, mens nattetemperaturen vil ligge mellem 10 og 16 grader.
Samlet set ender ugen med temperaturer lidt under eller omkring normalen for måneden, mens nedbørsmængden ligger omkring normalen.
I uge 35 antyder prognoserne, at flere svage højtryksrygge når Danmark og giver os mere højtrykspræget vejr. Det betyder, at der er øget chance for dage med tørvejr og nogen sol. Mellem højtryksryggene vil svage fronter med regn og regnbyger dog stadig nå landet og give enkelte dage med skyer og regn eller regnbyger.
Dagtemperaturerne når op mellem 17 og 22 grader, og nattemperaturerne vil ligge mellem 8 og 15 grader.
I gennemsnit ligger temperaturniveauet for uge 35 lidt over eller omkring normalen, mens nedbørsmængden ligger omkring eller lidt under normalen.
Som vanligt er prognoserne for den sidste uge, uge 36, meget usikre. På nuværende tidspunkt antyder prognoserne dog, at vejret i uge 36 vil ligne vejret i uge 35. I så fald får vi dage med svage højtryksrygge, der giver roligt og tørt vejr med nogen sol, afbrudt af dage med skyer, regn og regnbyger, når fronter passerer landet vestfra.
Temperaturerne ventes at ligge lidt over eller omkring normalen med nedbørsmængder omkring normalen.
Af langtidsmeteorolog Mette Tilgaard Zhang
Bemærk: Den normale temperatur og nedbør, der refereres til i prognoserne, er niveauet for de seneste 20 år (se f.eks. klimanormal for 2006-2015). Det er altså ikke klimanormalen for 1961-1990, der henvises til.
Læs også: