Rebild og omegn

Rebild Kommunes ansatte slår et slag for sundheden

Redaktion
Af Redaktion 16. august 2019

.
Af Klaus Hansen

Borgmester Leon Sebbelin glæder sig over, at mere end hver fjerde kommunalt ansat har valgt at gå fire km eller løbe fem i den sunde sags tjeneste og samtidig at styrke sammenholdet på arbejdspladsen.

– Det er fint at opleve kolleger med sved på panden og selv at være fysisk aktiv. Dernæst er det ikke dårligt for det generelle arbejdsmiljø, at man mødes uden for den daglige trummerum, får snakket, moret sig og spiser sammen.

Flere deltagere og bredere opbakning
Leon Sebbelin noterer også, at Triatlandløbet slår deltagerrekorden fra sidste år og samtidig tiltrækker nye målgrupper.

– Udover den store opbakning fra kommunens egne folk er det værd at kippe med flaget over, at der kommer flere og flere deltagere fra andre kommuner og organisationer, i år for eksempel hele ti hold fra Området for kommunikation og specialpædagogik, Region Nordjylland.

– Triatland er kommunens “place brand”, det navn der henviser til vores enestående natur og de udfoldelsesmuligheder, det giver os. Og når Triatlandløbet så småt er ved at få fat i firmaer og organisationer uden for kommunen, er det værd at nævne.

Leon Sebbelin slutter af med at takke Rebildløbet, der står for arrangementet, og de omkring 50 frivillige, som knokler for, at det tredje Triatlandløb bliver mindst lige så stor en succes som sine to forgængere.

Fokus på bæredygtighed
Alle de krus, der bruges på hele løbspladsen, er miljøvenlige biokrus fremstillet af plantestivelse. Rebild Kommune, der som nævnt har rigtig mange deltagere, er gået et skridt længere i bæredygtighedens tjeneste. De kommunalt ansatte opfordres til at medbringe drikkedunke, som de kan få fyldt op ved taphaner med lokalt vand. Skulle der være en enkelt, der har glemt drikkedunken, kan vedkommende i stedet bruge biokrus.

Rebild og omegn

Se flere artikler