.
Af Jan Schjødt-Thomsen
Lørdag d. 30 November var der traditionen tro NisseCup og som sædvanligt var det Randers Karate Skole der stod for arrangementet, der blev afholdt i Randers Arena.
Som det også er blevet tradition, så deltog Hadsund Karate Skole i dette børnestævne.
Hadsund Karate Skole stillede derfor op med 4 kæmpere, nemlig Mille Thorsen, Casper Tvorup, Jacob Christensen og Maria Schjødt-Thomsen. Foruden de 4 kæmpere stillede Hadsund med 2 dommere Sensei Brian Hansen og Seep Villadsen. Til NisseCup var der i år i alt tilmeldt 65
kæmpere fra Grenå, Hadsund, Herning, Hinnerup, Hobro, Randers og Viborg.
Til NisseCup kæmpes der i puljer og kæmperne inddeles på hold. Alle hold i hver pulje skal så møde hinanden før det bedste hold i puljen kan kåres som vindere.
Der kæmpes efter de internationale WKF-regler, der anvendes i forbindelse med pointkarate.
Pointkarate er den form for karate, hvor der gives point for kontrollerede og veludførte teknikker. At teknikkerne skal være kontrollerede betyder at der for børnenes vedkommende ikke tillades hård kontakt af hverken slag og spark, men kun markeringer. For veludførte og kontrollede håndteknikker gives 1 point (yuko), mens spark mod kroppen giver 2 point (waza-ari) og 3 point (ippon) gives for eksempelvis spark mod hovedet.
Da kampene var overståede kunne Jacob og Casper konstatere at deres hold desværre ikke fik metal med hjem til gengæld fik Casper fighter pokalen der tildeles en kæmper, der trods megen modgang ikke giver op og kæmper videre. Jacob kunne også tage hjem fra stævnet med stolthed, idet NisseCup 2013 var hans debut som kæmper og han vandt de 2 ud af sine 3 kampe. Mille endte med at være en medvirkende årsag til at hendes hold fik en flot 3. plads, via hendes mange pointgivende spark og endelig kunne Maria i de øvede pigers gruppe fejre 1. pladsen sammen med sit hold.
Billede: Forrest fra venstre: Maria Schjødt-Thomsen, Mille Thorsen, Casper Tvorup og Jacob
Christensen. Bagerst fra venstre: Jan Schjødt-Thomsen (Coach) og dommere Seep Villadsen og Sensei Brian Hansen.
Læs også: